Du er her: Science Museerne Botanisk Have Oplevelser i Væksthusene Botaniske detaljer

Botaniske detaljer

Citronen er en af de botaniske illustrationer, man finder i udstillingen

Udstillingen ”Botaniske detaljer”  i Væksthusene er botaniske illustrationer, tegnet af Bent Johnsen(1919-2004). Tegningerne fremhæver planternes detaljer, fx et enkelt frø eller et kronblad, på en anden måde end et fotografi. De besøgende kan i udstillingen opleve de botaniske tegninger og deres detaljerigdom. Bagefter kan man gå på opdagelse efter planterne i husene, måske med ny inspiration fra udstillingen. Man kan også downloade Væksthusenes digitale PlanteGuide gratis – app´en Useeum – og få mere information om planterne. 

I Væksthusenes Café kan man nyde et let måltid. 

Bent Johnsen underviste i plantetegning på Botanisk Institut, Københavns Universitet og har illustreret en række større botaniske værker, bl.a. ”Mountain flora of Greece” (1987-91) og ”Skandinaviens orkideer” (1994). Han fik i 1996 tildelt The Linnean Societys hæderspris for botaniske illustrationer. Illustrationerne er tegnet til brug i botanikundervisningen på Aarhus Universitet. Udover at være smukke fremhæver tegningerne de dele af planterne der er vigtige for planternes systematik, fx en enkelt blomst. 

Rundvisning i udstillingen ”Botaniske detaljer” 

Nu kan du igen komme på rundvisning i udstillingen "Botaniske detaljer".  På rundvisningen kan du få et kig ind ”behind the scenes”. Hør om, hvordan billederne er lavet og den botaniske tradition, der ligger bag. Få mere at vide om planterne fra ”Botaniske detaljer” på en tur rundt i husene. Hver onsdag i september kl. 17.30. Pris 40 kr. Rundvisningen varer cirka en time.

Køb billet 

Se åbningstider for Væksthusene og udstillingen "Botaniske detaljer" 

Der er gratis adgang til Væksthusene og udstillingen. 

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.08.2018