Du er her: Science Museerne Botanisk Have Oplevelser i Væksthusene Plant et lys for naturens mangfoldighed

Plant et lys

Lysinstallationen Plant et lys åbner 1.11 kl. 17-22

Natur og kultur smelter sammen i Væksthusene. Hver aften fra 01.11.17 til 09.12.17 kan man opleve den interaktive lysinstallation Plant et lys på Væksthusenes tropiske kuppel i anledning af kulturhovedstadsåret.

Fra 1. november forvandler Tropehuset sig til installationen Plant et lys, som en lysende hyldest til naturens mangfoldighed. Det er et billede på, hvordan livet konstant udfolder og udvikler sig i naturen. Fødsel og død, vækst, forandringer og forvandlinger.

Finn Borchsenius, fagleder for Væksthusene og prodekan for Science and Technology, Aarhus Universitet:

"Installationen Plant et lys skal minde os om, at vi konstant interagerer med naturen, og at vi kan bruge det samspil til noget positivt. Man kan også tænde et lys og håbe på, at vi mennesker vil formå at redde bare en del af naturens fantastiske mangfoldighed, inden det er for sent. Samtidig er det en interessant og anderledes måde at bruge Væksthusene på. Det er helt oplagt at bruge Tropehuset til det budskab. Det er jo en ikonisk bygning, og gennem installationen Plant et lys bliver en helt ny dimension tilføjet."

Installationen er interaktiv og styret fra Botanisk Have ved hjælp af en lysende søjle, så byens borgere og besøgende selv kan være med til at plante lys, se det brede sig og efterhånden oplive og oplyse hver enkelt celle i Tropehuset.

Morten Lervig, afdelingschef, CAVI, Aarhus Universitet:

"Med Plant et lys går en gammel drøm om at skabe en meningsfuld mediefacade på en af Aarhus´ mest ikoniske bygninger i opfyldelse. Jeg glæder mig til at opleve, hvordan mennesker i Botanisk Have vil lade sig inspirere af vort levende billede af naturen og vil plante et lys for det ønske, de måtte have til fremtiden. På CAVI, Institut for Kultur og Kommunikation, Arts, er vi glade for det gode samarbejde på tværs af universitetet med Væksthusene, Science Museerne, Science og Technology."

Installationen er også med til at markere den officielle afslutning af kulturhovedstadsåret, der finder sted 09.12.17.

Rebecca Matthews, adm. direktør for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017:

"Ved at plante lys skaber vi sammen en lysende skulptur, der kan ses og opleves fra nær og fjern i byen. Det er smukt og poetisk og er en fantastisk appetitvækker på den store finale for kulturhovedstadsåret 9. december. Jeg glæder mig meget til at opleve lysinstallationen, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke de involverede for dette prisværdige initiativ."

Fakta

Installationen Plant et lys er opstillet på plænen mellem Væksthusene og møllen i Botanisk Have og kan opleves kl. 17-22 i perioden 1.11-9. 12. Som noget nyt kan du også købe billet til en rundvisning

Slutdatoen er med til at markere den officielle afslutning af kulturhovedstadsåret. De besøgende kan interagere med værket ved at røre ved installationen og se, hvordan lyset breder sig til Tropehusets "celler".

Om partnerne bag Plant et lys

Væksthusene, Aarhus Universitet

Væksthusene i Botanisk Have Aarhus hører under Science Museerne, som også omfatter Steno Museet og Herbariet i Universitetsparken samt Ole Rømer-Observatoriet i Højbjerg. Science Museerne hører under Science & Technology ved Aarhus Universitet. Væksthusene omfatter fire klimazoner (middelhavsklima, tropisk klima, ørkenklima og bjergskov), hvor man kan gå på opdagelse blandt smukke blomster og imponerende planter.

Der er gratis adgang. Skole- og gymnasieklasser kan bestille rundvisninger og workshops.

CAVI

CAVI er et forskningscenter på Institut for Kultur og Kommunikation på Aarhus Universitet. CAVI blev etableret i 2001. Centret har med et fokus på interaktionsdesign, designprocesser, digital æstetik samt digitale teknologier dannet grundlag for en række tværfaglige forskningsprojekter og samarbejder med både erhvervs- og kulturliv. Projekter og samarbejder har dannet ramme om design, udvikling og produktion af eksperimentelle og blivende installationer, hvor anvendelse af nye teknologier og nye måder at interagere på bliver afprøvet i den virkelige verden.

CAVI danner ramme om det strategiske samarbejdsprojekt TEKNE - digital kunst og digitale oplevelser med Kulturhovedstaden Aarhus 2017. I regi af TEKNE har CAVI gennem årene stået for en lang række digitale kunst- og oplevelsesproduktioner, herunder mediefacade projekter som Aarhus By Light på Musikhuset Aarhus og Denmark Pavillon EXPO 2010 i Shanghai.

CIBIS - Creativity in Blended Interaction Spaces - er et forskningsprojekt på CAVI støttet af Innovationsfonden og har bidraget til udviklingen af Plant et lys.

Læs mere på cavi.au.dk

Kollision

Kollision er et prisvindende designfirma beliggende i centrum af Aarhus. Kollision har eksisteret siden år 2000 og har specialiseret sig i mediearkitektur, interaktive udstillinger, byudvikling samt borger- og brugerdeltagelse. Kollisions kunder strækker sig fra store offentlige bygherrer til virksomheder og private klienter i ind- og udland. Kollision har været med til at sætte begrebet mediearkitektur på dagsordenen ved at designe og udvikle projekter som facaderne på Sallings stormagasiner, på Industriens Hus, Martin by Harmans hovedkvarter samt en række oplevelsesorienterede og interaktive biludstillinger og installationer til musik- og kulturfestivaller. Læs mere på kollision.dk

CAVI og Kollision har hver især og sammen skabt projekter med brug af interaktivt lys i stor skala. Værket Plant et lys opfylder et ønske fra begge parter om at skabe en bemærkelsesværdig installation integreret i en helt særlig bygning i deres hjemby. Med det af Innovationsfonden støttede forskningsprojekt CIBIS har det været muligt at bidrage til udviklingen af projektet. CAVI har desuden produceret den lydinstallation, der inde i Væksthusene bidrager til publikums oplevelse af de forskellige klimazoner ved at gengive naturlige lyde fra dyrelivet i de respektive områder.

Harman Martin

Aarhus´store lysproducent Harman Martin (tidligere Martin Pro) har produceret de lamper, installationen anvender i Tropehuset. Både Kollision og CAVI har samarbejdet med Harman Martin om en række projekter gennem årene.

Se mere på martin.dk                    

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.11.2017