2019 er Måneår på Steno Museet

50-året for månelandingen, måneformørkelse om morgenen 21. januar, Fuldmåneaften om astronautliv samme aften og vinterferie om rumrejser. Månen er i fokus på Steno Museet.

16.01.2019 | Trine Bjerre Mikkelsen

Månen har gennem tiden fascineret både kunstnere, videnskabsfolk og alle os andre. Den er det eneste himmelobjekt, hvis overflade man kan ane med det blotte øje, og den er vores nærmeste nabo i solsystemet. Den er også det eneste sted udenfor Jorden, hvor mennesket har efterladt et fodspor. Seks gange i alt har mennesket været på Månen, alle gange i perioden 1969-1972, vel at mærke ved hjælp af mindre computerkraft end der er i en nutidig smart-phone.

Hvad lavede du, da vi landede på Månen?

Dermed er det i år 50 år siden, at mennesket for første gang satte sin fod på Månen. Det fejrer Steno Museet med en mini-udstilling i forbindelse med vinterferien, hvor man vil forsøge at skabe en tidslomme fra dengang. I den forbindelse søger museet materiale, som handler om månelandingen i 1969. Personlige beretninger, gerne fra et familiemedlem, avisudklip, billeder, rekvisitter og meget andet i relation til månelandingen, som kan være med til at skabe den rette stemning og tidsbillede. Museet kan dog ikke love, at de bruger alt indkommet materiale direkte eller kan levere det tilbage. Send en mail til Steno Museet, hvis du har materiale i relation til månelandingen, som du vil dele med andre: aase.jacobsen@sm.au.dk

Blodmåne – 6 år til den næste totale formørkelse

Mandag 21. januar kl. 05.41-06.43 glider Månen ind i Jordens skygge, når den totale måneformørkelse indtræffer, og Månen fremstår blodrød. Fænomenet er altid værd at stå op til, men i år er der en særlig grund. Næste totale måneformørkelse, der er synlig i Danmark, er først 7. september 2025.

Steno Museet afholder ikke en særlig event 21. januar 2019, men opfordrer til, at man selv oplever det spektakulære fænomen. Befinder man sig i det sønderjyske, kan man tage forbi Gram Lergrav, hvor Museum Sønderjylland afholder et særligt blodmåne-arrangement: msj.dk/aktiviteter/total-maaneformoerkelse-i-gram-lergrav/

Fuldmåneaften om astronautliv

Men hvordan er det at være i rummet? Det kan man få fornemmelsen af til Fuldmåneaften mandag 21.1 kl. 20 i Planetariet på Steno Museet, hvor det bl.a. handler om den danske astronaut Andreas Mogensen og hans mission til den internationale rumstation ISS i 2015. Planetarieinspektør Aase Roland Jacobsen fortæller om livet og arbejdet på ISS: Hvordan sover astronauterne, hvordan vedligeholder de deres krop, og hvordan spiser de i vægtløs tilstand? Det koster 60 kr. for en billet til Fuldmåneaften, og der er et begrænset antal pladser

Vinterferie: Rumrejsen 2019

Rumrejsen fortsætter frem mod vinterferien 9.-17. februar 2019, hvor Steno Museet søger superseje børneastronauter. Her kan hele familien få spændende viden om astronomi og naturvidenskab, opleve det ydre rum og besøge fjerne planeter. Man kan også lave sin egen Stop-Motion rumrejsefilm, snuppe en selfie i den special-byggede StenoKapsel og opleve den ægte rumkapsel, som Andreas Mogensen rejste ud i rummet med. Her kan man også se mini-udstillingen om 50-året for den første gang, et menneske gik på Månen.

Læs mere om Vinterferie på Steno Museet: Rumrejsen 2019

Oplev også Andreas Mogensens rumkapsel og weekendfortællinger i januar om samme emne

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.02.2019