Lysende afslutning på kulturhovedstadsåret

Et lys i mørket. Installationen Plant et lys lyste op for sidste gang 9. december og var med til at markere den officielle afslutning på kulturhovedstadsåret. Over 15.000 lys blev plantet i perioden.

Kulturhovedstadsåret er slut. Det samme er installationen Plant et lys. 9. december kl. 17-22 var sidste gang, man kunne opleve, hvordan man kunne få lys i alle farver til at vokse og gro på Tropehusets ikoniske kuppel.

Morten Lervig, afdelingschef, CAVI, Aarhus Universitet:

"Installationen i Væksthusene og Botanisk Have har givet kulturhovedstadsåret et smukt bidrag til afslutningen. Fra mange steder i byen har denne magiske juvel kunnet ses, og der har været liv i Botanisk Have omkring installationens interaktionssøjle. Vi glæder os over at have fået lov til at levendegøre denne fantastiske facade på dette fantastiske hus."

Mange mennesker har fundet vej og plantet et lys. Siden åbningen er der plantet over 15.000 lys fra lyssøjlen i Botanisk Have på Tropehusets kuppel, og på selve afslutningsaftenen 9. december blev der plantet over 1000 lys. Masser af mennesker har delt deres billeder under #plantetlys på sociale medier, og der har været rundvisninger, hvor man kunne opleve lyset og farverne inde fra Tropehuset. Billetterne blev revet væk, og alle rundvisninger var udsolgt på få dage. 

Finn Borchsenius, fagleder for Væksthusene og prodekan for Science and Technology, Aarhus Universitet:

"Interessen har været overvældende. Vi har været meget glade for at kunne bidrage til kulturhovedstadsåret med Plant et lys og ikke mindst over at være en del af den spektakulære afslutning på et fantastisk år. Plant et lys er desuden en oplevelse, som fungerer rigtigt godt i samspil med Tropehuset. Både i forhold til budskabet - at man planter lys for naturens mangfoldighed, og visuelt - den oplevelse, det er at se, hvordan lys i alle farver vokser og spreder sig til kuplens "celler". Jeg håber, at dét, de mange besøgende tager med, er, hvordan vi konstant interagerer med og påvirker naturen, og at vi kan bruge det samspil til noget positivt."

Kollision har lavet dette lille smukke Plant et lys-sammendrag. 

Plant a Light - teaser from Kollision on Vimeo.

Fakta om Plant et lys

Installationen Plant et lys var opstillet på plænen mellem Væksthusene og møllen i Botanisk Have og kunne opleves kl. 17-22 i perioden 1. november til og med 9. december. 

De besøgende kunne interagere med værket ved at røre ved lyssøjlen og se, hvordan lyset bredte sig til Tropehusets "celler". 

Slutdatoen var med til at markere den officielle afslutning af kulturhovedstadsåret. Foto: Fotograf Maria Randima Sørensen.