Videnskab er lidenskab. Ny udstilling er åbnet på Steno Museet

En udstilling om hjerter, hjerteblod og kogte krabber. Hvad er det, der driver en forsker og alle os andre?

10.10.2018 | Trine Bjerre Mikkelsen

Det første sted, blikket lander i det mørke udstillingslokale, er på en enorm, oplyst glasmontre, hvor 8 hjerter hænger som perler på snor. Det er ”Hjerteakvariet” i Steno Museets nye udstilling ”Videnskab er lidenskab - om forskerliv og kogte krabber”. Her kan man nærstudere et lillebitte musehjerte på størrelse med en lillefingernegl til et 20 kg. stort grindehvalhjerte. Derimellem hænger andre hjerter: fra eksotiske dyr (krokodille, giraf) til de mere velkendte (gris, hund, rotte) - og så et menneskehjerte.

I udstillingen møder man forskernes arbejdspladser - fra laboratorier til kontorer. Forsker Tobias Wangs kontor ligner et “Wunderkammer” når man ser på slangerne i syltetøjsglassene, girafkraniet, de kunstige tulipaner med lys og kæmpekænguruens mavesæk, der hviler mellem en stak bøger på øverste hylde. Men det er et udsnit af Wangs autentiske kontor. Centrum for det hele er Nobelpristager Jens Christian Skous komplette kontor, der er levendegjort som multimediefortælling i lys, lyd og animationer. Telefonen fra dengang, de ringede til ham fra Nobelkomiteen, er der også. Hele ideen til udstillingen begyndte med Skous kontor, og det er den akse, som den øvrige udstilling drejer om. Her kan man opleve fortællingen om Skou og det spørgsmål, som drev ham gennem 35 år af hans forskning, kogning af 20.000 krabber og til sidst gav ham Nobelprisen i 1997. Hvad er der med det molekyle?

Udenfor kontoret er en hvid skulptur med mærkelige snoninger; det er et 3D print af natrium-kaliumpumpen. Opdagelsen, der gav Skou Nobelprisen, forstørret 60 millioner gange.

”Videnskab er lidenskab – om forskerliv og kogte krabber” handler om den undren, der driver en forsker. Hele tiden stilles spørgsmålet: Hvorfor? Men udstillingen peger også ind i den besøgendes egen undren; de eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, som vi mennesker bliver ved med at stille. Og ikke mindst det helt indlysende, men alligevel meget komplekse: Hvorfor jagte det, vi ikke forstår?

Fakta
Udstillingen åbner på Steno Museet tirsdag 9. oktober kl. 9. Udstillingen er støttet af Lundbeckfonden og Povl M. Assens Fond. Udstillingen er formgivet af JAC Studios, som bl.a. også har designet udstillingen i Vadehavscentret. Samtidig med udstillingen åbner, udkommer bogen af samme navn fra Aarhus Universitetsforlag, redigeret af Kristian Hvidtfelt Nielsen og Morten Arnika Skydsgaard.

Læs mere om bogen: unipress.dk/udgivelser/v/videnskab-er-lidenskab/

Åbningstider

Tirsdag-fredag kl. 9-16 Lørdag, søn- og helligdage kl. 11-16 Mandag lukket

Efterårsferie 13.10-21.10. Åbent alle dage kl. 10-16

Læs mere om udstillingen

Om Science Museerne

Steno Museet i Universitetsparken og Væksthusene i Botanisk Have Aarhus hører under Science Museerne, som også omfatter Herbariet i Universitetsparken samt Ole Rømer-Observatoriet i Højbjerg. Science Museerne hører under Science & Technology ved Aarhus Universitet. Læs mere på sciencemuseerne.dk

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 12.10.2018