Aftenåbent i byens grønne hjerte

Væksthusene holder aftenåbent til kl. 22 hver onsdag fra 7. juni og hele sommeren. Oplev husene på egen hånd eller book en spændende rundvisning "Smag på verden i Aarhus".

19.06.2017 | Trine Bjerre Mikkelsen

Snart starter sommermånederne og ferierne til fremmede himmelstrøg. Men du behøver ikke rejse langt væk, hvis du vil opleve og smage på planter fra hele verdenen. I sommermånederne fra 7. juni-30. august holder både Væksthusene og Cafeen aftenåbent hver onsdag til kl. 22 (køkkenet lukker kl. 21) og inviterer på spændende rundvisninger om planter og smagsprøver fra det globale køkken.

Smag på byens grønne frirum

Smag på planter fra hele verden og hør om, hvordan den mad, vi spiser, hænger sammen med det sted, vi bor og de naturgivne betingelser, som findes der. Find fx ud af hvorfor maden i troperne er så stærk, og hvorfor man i landene omkring middelhavet spiser oliven og gedekød krydret med timian og rosmarin. Før eller efter din rundvisning kan du spise et lækkert måltid i Væksthusenes Cafe, som også holder aftenåbent.

Du er selvfølgelig også velkommen til på egen hånd at opleve Væksthusene om aftenen i sommeråbningstiden på onsdage, evt. kombineret med et besøg i Cafeen.

Tilmeld dig

Pris for rundvisning 40 kr. incl smagsprøver. Der er begrænset antal billetter til hver rundvisning. Tilmeld dig her

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.06.2017