Behind the Scenes- erhvervspraktik i naturvidenskab

Skoleelever fra hele landet fik mulighed for et kig bag om Science Museerne og den naturvidenskabelige formidling - og for at komme med input.

30.10.2015 | Trine Bjerre Mikkelsen

Væksthusene og Steno Museet inviterede torsdag den 29.10 næsten 200 elever indenfor. Besøget var en del af elevernes erhvervspraktik på Aarhus Universitet. Et tilbud til 9. og 10. klasses elever om at komme tæt på naturvidenskab og de naturvidenskabelige uddannelser.

Kamma Lauridsen fra Skoletjenesten på Science Museerne fortæller: 

”Vi ville gerne give eleverne et indblik i, hvad et museum er. De unge er en vigtig målgruppe for os, så vi er altid meget interesserede i at få input og komme i dialog med dem, omkring museet som formidler af naturvidenskab. Vi håber besøget er med til at sætte perspektiv på naturvidenskab og giver anledning til refleksion omkring, hvad de kan bruge et museum til.”

På Steno Museet skulle eleverne bl.a. arbejde med vinkling i formidlingen af naturvidenskabelige emner. Eleverne valgte og skulle udfolde de emner med relation til atomkernen, energi og radioaktiv bestråling, som de fandt mest interessante og vigtige. Eleverne fik desuden mulighed for at dykke ned i samlingerne og opleve en planetarieforestilling. 

I Væksthusene hørte eleverne om udstillingen Natur, var på et formidlingsforløb i plantesamlingerne og arbejdede med anmeldelser.

Elevernes anmeldelser kan ses frem til mandag d. 16. november, hvor de er hængt op på planter i Væksthusenes Café. Så kom forbi og bliv inspireret. 

Læs mere om erhvervspraktik i naturvidenskab

 

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 25.04.2017