Natur & Science er populært i Aarhus

Science Museerne slår nye rekorder: over 250.000 besøgende i 2015

17.12.2015 | Trine Bjerre Mikkelsen

”Fuldmåneaften i Steno Museet åbnede for livets store spørgsmål og et kig ud mod liv på andre planeter.” ”I mødet med et utal af planter og sommerfugle, der sværmer rundt, glemmer man for en stund, at man befinder sig blot en spytklat fra centrum af Aarhus.” ”Landskampstemning på uni: 400 klappede Andreas (Mogensen) af sted.” ”Væksthusene vandt under stor jubel fra salen prisen som Byens Bedste Familieoplevelse.”  

Det skrev pressen bl.a. om nogle af de begivenheder, der var med til at trække besøgende og skoleklasser til Science Museerne i 2015.

”Vi er meget glade for og stolte over den store interesse, der er fra publikum,” siger Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet. ”Vi synes, at vores tre museer kan noget unikt inden for hvert sit felt og samlet repræsen- terer de en spændende mangfoldighed i forhold til natur & science. Vores nye publikumsmagnet Væksthusene er midtbyens nye grønne oase, hvor man kan nyde naturens skønhed og forskellighed i de fire klimazoner og få et indblik i, hvordan vi mennesker påvirker naturen som aldrig før. På Steno Museet kan man opleve fascinationen ved små atomer, blive svimmel over universets uendelighed i Planetariet eller opdage, hvordan forholdet til krop og lægevidenskab har forandret sig over tid. Og sidst, men ikke mindst, kan man på Ole Rømer Observatoriet få et sjældent kig ud blandt universets stjerner og planeter gennem de store kikkerter eller lytte til foredrag om astronomi.”

Mangfoldig målgruppe

Bredden afspejler sig også i forhold til de besøgende på Science Museerne. Alle aldre og baggrunde er stort set repræsenteret. Derfor er der altid et skarpt fokus på, at formidlingen skal være i øjenhøjde med målgruppen. ”Interessen for natur & science ser generelt ud til at være stigende. Vi gør, hvad vi kan for at understøtte og udfolde den interesse, ikke mindst ved at fange tidens trends og skabe involverende og spændende aktiviteter, der både til- byder underholdning, refleksion og læring i den aktuelle kontekst. Fx dedikerer Steno Museet vinterferien 2016 til computerteknologi med fokus på spil, leg og læring. Her vil vi invitere hele familien indenfor, uanset om man går seriøst op i computerspil, om man spiller for sjov, eller bare er nysgerrig (bedste)forælder. Og vi har mange andre spændende ting i støbeskeen på Science Museerne, som vi håber vil gøre 2016 til et mindst lige så velbesøgt år som 2015,” slutter Bent Lorenzen.

Åbningstider i julen
Steno Museet holder julelukket fra den 21.12.15 til og med den 04.01.16 (alle dage incl.)

Væksthusene holder julelukket fra den 21.12.15 til og med den 03.01.16 (alle dage incl.)

Ole Rømer Observatoriet holder julelukket fra den 19.12.15 til og med den 03.01.16 (alle dage incl.)

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.06.2017