Publikumsrekord i vinterferien:15.000 besøgende på Science Museerne

Rekordstor interesse for MarsCamp. Vinterferie 2017 på Steno Museet med næsten 6200 besøgende. Det er det højeste tal i Steno Museets historie for vinter-eller efterårsferie. Også Væksthusene slog deres egen rekord med over 8500 gæster.

20.02.2017 | Trine Bjerre Mikkelsen

”Er du klar til Mars?” Det spørgsmål fik alle besøgende stillet ved indgangen til Steno Museet i Vinterferien. Forbløffende mange mente, at det var de helt sikkert. Særligt de små gæster syntes, at det kunne være spændende at tage på rejse til den røde planet. Måske især når man kunne øve sig i trygge rammer på en MarsCamp på Steno Museet, hvor rumdragterne mest var for sjov, og mad og drikke uden problemer kunne købes i MarsBaren.

”Børnene, der har været på Steno Museet i ferien, tilhører højst sandsynligt den første generation af mennesker, der tager til Mars,” siger planetarieinspektør Aase Roland Jacobsen. ”Og skal vi dømme ud fra interessen, er der flere, som sagtens kunne forestille sig at tage til den røde planet engang i fremtiden. Vi har haft kø, fra vi åbnede, til vi lukkede stort set alle dage, og der har været en fantastisk stemning. Ikke mindst er det skønt at se alle de alternative familiefotos, der er kommet ud af, at hele familien kunne prøve rumdragter og tage selfies med et autentisk marslandskab som baggrund.

Styr de vilde MarsRobotter med studerende fra Computer Science, rundvisning i MarsLab på Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet eller en tur i Planetariet var nogle af de andre populære aktiviteter.

Væksthusene toppede også

På Science Museernes andre museer slog Væksthusene også sin egen rekord for en vinterferie med 8529 gæster. 

Næsten udsolgt på Ole Rømer Observatoriet

På Ole Rømer Observatoriet inviterede man til forevisninger under stjernerne både kl. 18 og kl. 20. Der er kun plads til 25 personer pr. forevisning, og med omkring 400 besøgende kunne man også her melde næsten udsolgt. 

Se Storify om MarsCamp. Vinterferie på Steno Museet

 

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 23.06.2017