Jeg kaldte lejren for helvedes forgård

Steno Museet udvider nu udstillingen "Epidemier. En trussel mod menneskeheden" med et afsnit om ebola, som i 2014-2015 dræbte over 11.000 afrikanere. Det indebærer udstilling af en ebola-beskyttelsesdragt og film med øjenvidne-beretninger fra en dansk sygeplejerske.

01.12.2016 | Trine Bjerre Mikkelsen

Lejren i Sierra Leone, hvor sikkerhedshandsker og -briller er hængt til tørre efter grundig vask i kloropløsning. Fotograf: Tue Linderoth

48 timer. Så kort tid kunne der gå fra, at en ung mand, der så sund og rask ud, var død af ebola. Det hidtil største udbrud af ebolavirus fandt sted i Vestafrika i 2014- 15. Vesten brugte milliarder af kroner på at bekæmpe sygdommen af frygt for, at den livsfarlige virus ville sprede sig til resten af verden.

Vi fik en opgave, og den skulle vi løse

Fra Danmark udsendte Forsvarets Sundhedstjeneste sundhedspersonale til Sierra Leone, som var ét af epidemiens brændpunkter. Danske Regioner og Sundhedsministeriet stod for rekruttering af sundhedspersonale, mens Forsvarets Sundhedstjeneste stod for træning og udsendelse af personalet. Chefsergent Dan Christiansen fra Forsvarets Sundhedstjeneste var dybt engageret i at organisere den danske indsats.

”Vi fik en opgave, og den skulle vi løse. Der blev sat 4 hold, hvor holdlederne var officerer fra Forsvaret, og det øvrige personale var sundhedsfaglige. Reelt vidste vi ikke, hvad vi gik ind til, da vi sendte det første hold af sted, men vi var indstillet på at tage udfordringen og lære undervejs,” fortæller han.

Man er ikke den samme person, når man kommer hjem

Sygeplejerske Tue Linderoth var en af de udsendte. Han medvirker også i de film, der vises i udstillingen på Steno Museet.

”Man er slet ikke klar over, hvad det betyder at håndtere en epidemi som ebola, før man står midt i det. Det var ikke uden grund, at jeg kaldte lejren for helvedes forgård,” fortæller Tue Linderoth. ”Man kunne opleve et tilsyneladende rask ungt menneske blive syg og dø i løbet af 48 timer, uden at man kunne gøre noget. Man var tvunget til at gå fra syge og døde børn. Det skal man kunne rumme. Og det forandrer én. Det er ikke kun noget negativt, det kan også være positivt. Ens rummelighed og medmenneskelighed bliver større. Men man er ikke den samme person, når man kommer hjem.”

I 2016 blev epidemien erklæret for overstået. På det tidspunkt var mere end 11.000 afrikanere og én fra Vesten døde af ebola. En væsentlig grund til, at sygdommen ikke udviklede sig mere, var den effektive indsats, man udøvede i Vestafrika.

”Vi var på en mission med et mandat: Vi skulle begrænse skadens omfang mest muligt”, fortæller Tue Linderoth. ”Så selvom vi måske kom med en forestilling om, at vi var der for at helbrede de syge, gik det hurtigt op for os, at vi mest af alt måtte udøve damage control.”

En vigtig historie at fortælle
Sigtet med at udvide udstillingen Epidemier. En trussel mod menneskeheden med et afsnit om ebola er både at dokumentere og informere om en aktuel epidemi og samtidig koble det med personlige beretninger.

”Der vil altid være nye, farlige epidemier som truer menneskeheden,” siger museumsinspektør på Steno Museet Morten Arnika Skydsgaard, som står bag udstillingen Epidemier. ”Ebolaepidemien er netop sådan et eksempel, som vi gerne vil tage ind i udstillingen for at gøre den helt aktuel. Og ebola er jo en vild epidemi, fordi dens høje dødelighed og smitsomhed minder om pestens. Vesten formåede så at inddæmme epidemien, men hvad nu hvis den havde spredt sig til resten af verden? Endelig har vi været så heldige at kunne gøre epidemien mere vedkommende med personlige oplevelser fra en af de danske sygeplejersker, som stod ansigt til ansigt med konsekvenserne af ebolaepidemien i Sierra Leone.”

Om udstillingen
Ebola-beskyttelsesdragten indgår i udstillingen Epidemier. En trussel mod menneskeheden på Steno Museet. Den blev brugt til øvelse i forbindelse med ebolaudbruddet i Vestafrika i 2014-15. Dragten er doneret af Forsvarets Sundhedstjeneste, som sendte sundhedspersonale til Sierra Leone for at hjælpe med at stoppe ebolaepidemien. Sammen med dragten indgår film med sygeplejersken Tue Linderoth.

Kontaktoplysninger

Museumsinspektør Morten Arnika Skydsgaard, mobil 21620511, e-mail: skyd@sm.au.dk 

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 21.07.2017