Kreative opfinderdage på Steno Museet

Nysgerrige opfindere i alle aldre stod i kø for at komme til at spørge, bygge og prøve i efterårsferien på Steno Museet.

17.10.2017 | Trine Bjerre Mikkelsen

Foto: AU Foto

I Foyeren står OpfinderKorpset og tager imod publikum med små eksperimenter med gær, sukker, ballonmaskine, PH-papir og forskellige væsker. Mange af eksperimenterne kan man også lave hjemme i køkkenet. Hvis mor og far altså giver lov. Man kan også eksperimentere med magneter og bliver klogere på elektromagnetisme.

Det er efterårsferie på Steno Museet og små og store opfindere er i fuld gang med at bygge, konstruere og tegne. Ikke mindst er det populært at bygge fantasifulde konstruktioner i DippedutLaboratoriet og tegne Storm P-opfindelser.

”Hvem er Storm P?” spørger et barn sin mor, som måske heller ikke er helt sikker. ”Det er ham, der har tegnet de der opfindelser” siger hun og peger på billederne, der hænger på væggen.

Men heldigvis forudsætter det ingen forhåndsviden at være med. Steno Museet har særlig fokus på de 6-10 årige og deres familier, så formidlingen sker i børnehøjde og med fokus på at have det sjovt og være kreativ.

I SelfieLab kan man klæde sig ud som en mere eller mindre gal opfinder og tage et billede med mobilen eller polaroid-kameraet.

”Måske vil du have et polaroid-foto med hjem?” spørger medarbejderen i SelfieLab. Barnet ser spørgende ud. Hvad er et polaroid foto?

Interessen er stor, da billedet kommer ud af kameraet. Først er billedet hvidt, men så kommer konturer af en lille opfinder i SelfieLab frem. Flere voksne er også begejstrede for en tur down-the-memory-lane fra dengang, hvor fotos ikke var digitale, men noget man fik fremkaldt. Særligt populært er det, når en museumsmedarbejder i løbet af dagen kommer forbi med tøris, og de får farvede væsker til at boble og syde.

I ForskerLab kunne man mandag og tirsdag bygge satellitter og stille alle mulige astronomi-spørgsmål til astronomi-formidlerne. Man kunne også lave astronomi-puslespil med rumhandsker på, høre om Delphini-1, prøve rumdragter og prøve at styre SONG-teleskopet på Tenerife.

Udenfor står en 1:1 model af TESS-satellitten. Kombineret med en tur i Planetariet er der masser af muligheder for at tage en tur ud under stjernerne.

 

 

Science Museerne
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 15.11.2017