Verdensbilleder i oldtiden

De mytologiske verdensbilleder

Når man går ude en klar nat og kikker på de funklende stjerner, kan de færreste undgå at blive fascineret af Pleiadernesynet. Mange begynder også at fundere over, hvordan det hele hænger sammen: Hvordan er universet opstået? Hvor stort er det? Hvordan bevæger solen, månen og planeterne sig?

Sådanne spørgsmål har mennesker stillet sig selv i årtusinder, og gennem tiderne har svarene ført til vidt forskellige verdensbilleder.

Allerede i oldtiden fandtes der en ganske udviklet astronomi. F.eks. foretog man systematiske observationer af himmellegemernes bevægelser bl.a. for at kunne lave kalendere. Det er imidlertid karakteristisk for oldtidens verdensbilleder, at man gav mytologiske forklaringer på, hvordan universet var opstået og indrettet.

Først med de græske naturfilosoffer opstod der en mere videnskabelig astronomi, hvor man forsøgte at forklare sine observationer rationelt, f.eks. ved hjælp af geometriske modeller.

Det ægyptiske verdensbillede

Det ægyptiske verdensbilledeDet ægyptiske verdensbillede omkring år 1000 f. Kr. var baseret på den umiddelbare oplevelse af, at jorden er flad, og at himlen er en hvælving, som stjernerne sidder fast på, og som solen, månen og planeterne bevæger sig henover. Men karakteristisk nok for datidens mytologiske verdensbillede er dette udtrykt symbolsk ved hjælp af tre guder: Himmelgudinden Nut hvælver sig over jordguden Geb båret oppe af luftguden Shu.

 

 

Kombineret stjerneur og kalenderBilledet her til venstre viser et udsnit af et kombineret stjerneur og kalender, malet på indersiden af kistelåg fra Asyit, ca. 2100 f.Kr. Ved hjælp af dette skema kunne man i hver af de ægyptiske 10-døgnsuger finde ud af, hvilken nattetime man var i ved at betragte de opgående stjerner.

Det babylonske verdensbillede

Babylonierne troede ligesom ægypterne, at jorden var flad. Men ved at observere himmellegemerne over lange Det babylonske verdensbilledeperioder opdagede de alligevel systemet i deres regelmæssige bevægelser. Ved hjælp af tabeller, der var skrevet med kileskrift i ler, kunne de således forudsige f.eks. sol- og måneformørkelser.

Dette var af stor betydning, idet babylonierne identificerede planeterne med deres hovedguder og troede på, at de havde indflydelse på landets økonomi og styring. Derfor var de babyloniske astronomer kongens embedsmænd, som bl.a. skulle forsøge at læse gudernes vilje i planeternes stilling i forhold til stjernerne og give kongen varsler på det grundlag. Astrologi er altså et levn fra babyloniernes verdensopfattelse.

Det er ligeledes fra babylonierne, vi har traditionen med at opdele 1 time i 60 minutter og 1 minut i 60 sekunder. Babylonierne benyttede nemlig et trestalssystem.

Det græske verdensbillede

Omkring 500 f.Kr. begyndte de græske naturfilosoffer at forkaste den mytologiske verdensopfattelse til fordel for Jordens kugleformmere rationelle forklaringer på universets opbygning. Det skyldtes bl.a., at de ikke nøjedes med at betragte jorden, himlen og de forskellige naturfænomener, som de umiddelbart fremstod for deres sanser. Tværtimod forsøgte de at trænge ind bag fænomenerne og finde deres årsager ved at sammensætte mange forskellige iagttagelser og kombinere dem med matematiske og geometriske ideer.

Det var således grækerne, der indså, at jorden måtte have kugleform. Eksempelvis vidste rejsende godt, at stjernehimlen ændrer sig, når man rejser i nord-sydgående retning. Det var også velkendt, at det første, man så af et skib i horisonten, var dets mast. Endelig bemærkede de, at jordens skygge på månen ved måneformørkelser var rund.

Grækerne forestillede sig jordkuglen var universets urokkelige midtpunkt, og at solen, månen og planeterne bevægede sig rundt om jorden i hver sin cirkulære bane. Denne teori holdt med små justeringer i næsten 1500 år.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 02.01.2019