Solceller til månerejser

Steno Museets samling er for nylig blevet beriget med et solcellepanel. I sig selv er det en ret undseelig genstand, da den blot består af 6 sammenloddede solceller på hver 2x2 cm med en samlet vægt på 3 gram. Så det som gør solcellepanelet til noget ganske særligt, er at det er udviklet i forbindelse med det amerikanske rumprogram i 1960’erne.

Det vedlagte måle- og kontrolskema er nemlig mærket "LUNAR ORBITER MODULE", hvilket viser, at solcellen er indgået i Radio Corporation of America's udvikling af solpaneler til de såkaldte Lunar Orbiter-satellitter. De var 5 ubemandede satellitter som i 1966-67 blev benyttet til fotografisk kortlægning af Månens overflade som forberedelse til Apollo-projektets månelandinger.

Fra lys til elektricitet

Opdagelsen af at visse materialer kan omdanne lys til elektricitet skete allerede i 1800-tallet. Men først i midten af 1950’erne lykkedes det at udvikle nogle praktisk anvendelige solceller. De var dog både dyre og ineffektive, så de første blev mest brugt til demonstrationsformål.


I 1958 begyndte man at bruge solceller som energikilde på satellitter. Her var prisen af mindre betydning. Derimod arbejdede producenterne ihærdigt på at forbedre effektiviteten, da forholdet mellem effekt og vægt var altafgørende ved rumfartsbrug.

I dag kan effektive solceller produceres for ca. 1/100 af af prisen for de første kommercielle udgaver. På denne måde kan Steno Museets ”nye” solceller, som måske lige så godt kunne være endt i kredsløb om Månen, være med til at fortælle om baggrunden for de billige solpaneler, som tusindvis af danskere har monteret på deres tag de seneste par år. 

Solcellepanel som består af 6 sammenloddede solceller på hver 2x2 cm

Solcellepanel som består af 6 sammenloddede solceller på hver 2x2 cm

  
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 13.10.2017