Din teknologiske hverdag

2. december 2003 - 31. juli 2004

Forestil dig en verden uden mobiltelefoner, computere, elektricitet, køleskabe og biler - men også uden briller, blyantspidsere, lynlåse og toiletpapir. Hvordan ville dit liv se ud? Hvor afhængige er vi af teknologi og videnskab? Hvor er teknologien i hverdagen? Hvad er det i det hele taget for et liv vi lever? Hvordan kunne vi godt tænke os at leve? Hvad er et godt liv?

Dette er nogle af de spørgsmål udstillingen "Din teknologiske hverdag" tager op. Med udgangspunkt i billeder med en let aflæselig symbolik inspirerer udstillingen til at tænke over forholdet mellem det at være menneske og anvendelsen af teknologi og videnskab. Billederne kan læses på flere niveauer og henvender sig til alle aldersgrupper. I denne udstilling har vi begrænset tekstmængden og giver i stedet den besøgende nogle metoder og redskaber til at nå til en større forståelse af teknologi og videnskab. Gennem den visuelle oplevelse får man en nemmere tilgang til noget, som man tror er svært. Billedernes tema forstærkes gennem en samling af teknologisk affald, der flyder over midten af gulvet og "fylder" rummet. Billederne er skabt af professor i human-teknologi Peter Broberg fra Lunds Universitet.

Teknologiens indflydelse
Udstillingen bevæger sig i temaer fra livets opståen for omkring fire milliarder år siden over menneskets første brug af redskaber og teknologi til teknologiens indflydelse på det moderne menneskes hverdag. De spørgsmål udstillingen rejser er ikke blot relevante i forhold til vores forståelse af teknologiens og videnskabens betydning i en verden, hvor disse begreber spiller en stadig stigende rolle for vores eksistens. De er også vigtige i forhold til vores hverdag, almindelige dannelse og livsværdier.

Alle kan være med
Steno Museet har i denne særudstilling anvendt en udstillingspædagogik, der lægger vægt på dialog og interaktion. Ikke interaktion i den forstand, at vi skal trykke på en knap og se hvad der sker, men interaktion hvor planchetekster og billedtekster lægger op til diskussion og får den besøgende til at tænke. Planchetekster og billedtekster giver mange spørgsmål, udfordringer og muligheder, men kun få svar. Vi lader den besøgende lave sin egen fortolkning. Udgangspunktet for den gode oplevelse i denne udstilling er den besøgendes egen hverdag. Alle kan således være med. Uanset hvem man er, får man noget at tænke over.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 22.10.2018