FOREVISNING PÅ OBSERVATORIET

Observatoriets kuppel med de to 11" Schmidt-Cassegrain teleskoper. Foto: Lars Kruse, AU-foto

Forevisning i klart vejr  

Vi begynder aftenen i observatoriets mødelokale, hvor foreviseren giver jer en kort introduktion til astronomi og observatoriets historie.

Når vejret er klart, bruger vi mest tid på at kikke i de to moderne 11” teleskoper i observatoriets store kuppel. Vi går måske udenfor for at se nogle af stjernebillederne eller for at finde en planet, hvis den står så lavt, at teleskoperne ikke kan få øje på den. Husk varmt tøj og fodtøj.

Månelandskabet er et fascinerende syn set gennem teleskoperne. Planeterne Mars, Jupiter og Saturn er imponerende. Vi kan måske også se en dobbeltstjerne, som er to eller flere stjerner i baner om hinanden. Deres forskellige farver træder som regel tydeligt frem.

Andromeda-galaksen er det fjerneste i universet, som vi kan se med det blotte øje. Selv om den ikke ser ud af meget i teleskopet, ser man faktisk på en samling af et par hundrede milliarder stjerner. Og lyset derfra har været 2,5 millioner år undervejs.

Forevisning i overskyet vejr

Hvis der er skyer på himlen, er der ikke gode chancer for at komme til at kikke i observatoriets moderne 11” teleskoper.

Foreviseren vil fortælle om observatoriets historie, I bliver vist rundt i huset, og I hører om både moderne og gammel astronomi.

Vi viser flotte billeder fra fx Hubble-rumteleskopet og snakker om sol- og måneformørkelser, kometer, meteorer og meteoritter, liv på Mars og andre steder, UFOer, rum- og tidsrejser, stjerners fødsel, liv og død, supernova-eksplosioner eller sorte huller. Emnerne er utallige, og vi svarer gerne på spørgsmål.