NY SCIENCEPARK I AARHUS

Aarhus får en helt unik formidlingsplatform for science, beliggende i Kongelunden. Det 110 år gamle Ole Rømer-Observatorium, som hører under Science Museerne, Aarhus Universitet, står foran en større restaurering ude og inde, hvor bygningen skal bringes tilbage til sit oprindelige udtryk. Samtidig skal det naturskønne område omkring observatoriet forvandles til en Sciencepark, så gæster og skoleklasser kan opleve naturvidenskab både i dagtimerne og i mørket under stjernehimlen. Og så skal Ole Rømer-Observatoriet være tilgængeligt for alle.

Nu støtter Salling Fondene, Nordea-fonden samt Aarhus Kommune det visionære Aarhus-projekt med samlet 5 millioner kr. Tidligere har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og Realdania støttet det smukke observatorium med samlet 8,5 millioner. Derudover støtter Aarhus Universitet med 3,5 millioner kr. Dermed er restaurering og udvikling af Ole Rømer-Observatoriet som en ny science-platform i Aarhus fuldt finansieret.

Det samlede projekt har et tredelt formål 

1. At restaurere bygningen og føre den tilbage til en mere oprindelig form

2. At udvide brugen af huset og haven med bedre formidlingsmuligheder hele året

3. At sikre tilgængelighed for alle.