Oplev solformørkelsen – men pas på øjnene

Torsdag den 10. juni 2021 ved middagstid er der mulighed for at opleve en delvis solformørkelse fra Danmark.

09.06.2021 | Trine Bjerre Mikkelsen

Det er altid fascinerende at opleve astronomiske begivenheder. Men husk, at man skader sit syn alvorligt, hvis man kikker direkte på Solen. Del gælder også under en delvis solformørkelse. Derfor skal man altid bruge godkendte solformørkelsesbriller, der bortfiltrerer den skadelige stråling, hvis man vil se formørkelsen. 

Vi er på Steno Museet blevet spurgt, om det er forsvarligt se på formørkelsen gennem en kikkert, hvis man holder et par solformørkelsesbriller eller en svejseskærm foran øjnene? Men det må vi stærkt advare imod.

Kikkerten fungerer ved at koncentrere lyset, som går igennem den. Den har altså næsten samme effekt som et brændglas. Det betyder, at det koncentrerede lys på et tidspunkt vil få filtret i et par solformørkelsesbriller til at smelte, så man pludseligt får det koncentrerede lys direkte ind i øjnene. Det vil føre til alvorlig øjenskade – og formodentlig blindhed –, inden man kan nå at lukke dem eller kikke væk. Så enhver form for filtrering på okularsiden er bandlyst!!

Den eneste sikre måde til at observere Solen gennem en kikkert er at benytte dertil indrettede specialfiltre, som kan monteres på objektivsiden på at sådan måde, at de ikke kan falde af eller slippe falsk lys ind. Derved sikres det, at det kun er det kraftigt dæmpede lys som går gennem kikkerten.

Læs mere mere om den delvise solformørkelse på astronomibloggen.dk

Science Museerne