Vinterferie på Steno Museet om Magiske robothjerner
Fra lørdag den 8. til søndag 16. februar 2025 kl. 10-16 inviterer Science Museerne hele familien til vinterferie på Steno Museet.

Oplev teknologi og videnskab på en sjov og lærerig måde. Det handler om kunstig intelligens (AI) og robotter, og man kan tage på eventyr i verdener, der hver især rummer uendelige muligheder.
Program
Programmér din familie
Har du nogensinde drømt om at kaste en programmeringsbesværgelse?
Løs opgaven ved at styre dine forældre, bedsteforældre eller søskende som robotter gennem banen. Men pas på - de forstår kun helt simple kommandoer.
Den uendelige historie
Dyk ned i en eventyrlig verden, hvor teknologi møder fantasi.
Skab fortællinger i eventyrlige verdener. Den kunstige intelligens fortsætter og illustrerer fortællingerne undervejs.
Med Cognitive Science, Aarhus Universitet.
Skab dit eget eventyr
Gå på opdagelse på museet med en kreativ sporleg, hvor du laver dit eget eventyr ud fra en række billeder og din fantasi. Ligesom en kunstig intelligens får du inputs til at skabe dit eventyr.
Slut sporlegen af med at fortælle dit eventyr i en magisk fortællerboks, hvor dine ord kommer til live.
Tænk som en computer
Bliv klogere på, hvad der sker inde i computeren. Hvordan foretager den valg? Kan en computer tænke?
Styr tegnerobotten
Få en robot til at tegne mærkelige mønstre og mystiske kruseduller.
Robotterne er udlånt af Computer Science, Aarhus Universitet
Bliv en del af et magisk univers
Skab en eventyrlig baggrund og tag en selfie i et magisk univers.
Oplev magien under stjernerne
Tag på en fantastisk rejse til vinterens stjernehimmel i Planetariet, uanset vejret! Kl. 11, 12, 13, 14 og 15.
Pris: 30 kr. (når entréen er betalt). Anbefales fra 6 år.
Praktisk information
Dato: 8.-16. februar 2025
Tid: Alle dage kl. 10-16
Sted: Steno Museet, C.F. Møllers Allé 2, 8000 Aarhus C
Entré: Gratis for børn under 18 år.
Voksne: 50 kr.
Besøg også Væksthusene i Botanisk Have
Snyd den kunstige intelligens, og find den ægte plante i Væksthusene.
I Væksthusene kan du i vinterferien lege med kunstig intelligens og sætte navne på planterne. Se hvordan kunstig intelligens bruges i virkeligheden, og hvad vi bruger den store klimacomputer til.
Slap af i vores hyggelige cafe med en kop varm kakao eller spis en lækker frokost – og se kakaotræet bagefter i Tropehuset.
Åbningstider:
Hverdage: Kl. 9-16
Weekender: Kl. 10-17
Gratis entré.