Du er her: Science Museerne Om Science Museerne Arkitekturen

Arkitekturen

Science Museerne er stolt over at have til huse i tre af Aarhus’ ikoniske byggerier.

Steno Museet og Herbariet

Steno Museet og Herbariet, bygget i henholdsvis 1994 og 1987, er beliggende i Aarhus Universitetspark, et hovedværk af arkitekt C. F. Møller. Universitetsparken er en landskabelig campus midt i storbyen, hvor de karakteristiske gule mursten danner ramme om forskning, formidling og undervisning. Universitetet har en omfattende hjemmeside om universitetet og universitetsparken.  

Steno Museet åbnede i 1994 som en fusion mellem det daværende Videnskabshistoriske Museum, som havde til huse ved Travbanen i Højbjerg, og Medicinhistorisk Museum, som var indrettet i en tidligere embedsbolig ved Fødselsanstalten. Steno Museet var ved indvielsen indrettet med udstillinger, et planetarium og en urtehave. 

Ole Rømer-Observatoriet

Billede af Ole Rømer-Observatoriet som blev tegnet af arkitekt Anton Rosen og stod færdigt i 1911.

Ole Rømer-Observatoriet er tegnet af arkitekten Anton Rosen og blev indviet i 1911. De første år blev observatoriet drevet af Århus By, men i 1956 blev observatoriet overdraget til Aarhus Universitet og kom til at danne de fysiske rammer for det nye Astronomisk Institut. Da instituttet i 1974 flyttede til Universitetsparken, fik observatoriet mindre forskningsmæssig betydning. Ole Rømer-Observatoriet blev i januar 2006 fredet. I dag bruges det hovedsageligt til offentlige forevisninger og til træning af studerende ved Institut for Fysik og Astronomi. Steno Museets Venner har udgivet bogen ’Ole Rømer-Observatoriet, 100 år’, der fortæller observatoriets lange og spændende historie. Bogen kan købes i Steno Museets butik.

Botanisk Have

Væksthusene i Botanisk Have er tegnet af arkitekt C.F. Møller og blev opført i årene 1968-70 af Aarhus Universitet. Hensigten var at give byens borgere adgang til en enestående samling af planter fra de tropiske og subtropiske egne, som forskere ved Aarhus Universitet havde bragt med sig hjem. Den forskningsmæssige betydning er med tiden blevet mindre, og derfor er Væksthusene blevet renoveret og ombygget så de i 2014 kan indvies som en moderne attraktion med formidling og udstillinger, cafe og lokaler til brug for skole- og gymnasieklasser samt områdets grønne foreninger.

Aarhus Kommune, Aarhus Universitet og Realdania Fonden har støttet renoveringen af Væksthusene mens Nordea-fonden og Aarhus Universitet har støttet udvikling af formidling og udstilling.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 16.08.2017