Mørket er over os - din guide til stjernekiggeri

Torsdag 7. august slutter de lyse nætter. Så bliver der igen rig mulighed for at opleve spændende ting på nattehimlen. Henover sommeren har mange nydt de lange lyse nætter, men for stjernekiggeren bliver det først rigtigt sjovt, når de slutter.

Når man skal kigge stjerner, er det vigtigt at tage væk fra byens forstyrrende lys og vente til solen er gået ned, og det bliver rigtigt mørkt. Brug gerne en rød lygte, når du er kommet ud. Giv øjet tid til at vænne sig til mørket. Medbring varmt tøj, da det ikke er rart at fryse, når man kigger stjerner.

Fuldmånen lyser op

Der er dog en naturlig lyskilde, som også kan forstyrre, nemlig fuldmånen. Her i  august har vi fuldmåne 9. august, og lyset fra den vil overstråle de svageste objekter.

Stjerneskudssværm i august

Stjerneskudssværmen Perseiderne er på sit højeste 12. -13. august. Her vil fuldmånen også være synlig igennem natten og derfor overstråle de svageste stjerneskud. Men man kan forvente op til 100 stjerneskud i timen, hvor normalt man kun vil se 6. Så der bliver noget at kigge efter. En stjerneskudssværm sker, når Jorden i sin bane omkring Solen krydser en gammel kometbane. Ved Perseiderne er det  kometen Swift-Tuttle, som har efterladt en mængde partikler, og det er dem, der brænder op i atmosfæren.

Næste gang man vil kunne opleve stjerneskudssværm er i oktober, hvor vi har hele to af slagsen nemlig Draconiderne og Orioniderne.

Mars kan ses ved solnedgang

Der er også planeter at se. Om aftenen vil man lige efter solnedgang kunne finde den røde planet Mars lige der, hvor Solen er forsvundet under horisonten. Saturn vil være synlig på den modsatte side af horisonten i østlig retning og bevæge sig henover himlen i løbet af natten. Venus vil man kunne se om morgenen, som en meget klar lysende plet.

Vi ønsker alle gode stjerneoplevelser i sensommeren.