Brystmøbel og angst som broderi skal sætte ord på kroppens oversete sider

Science Museerne har fundet vinderne af Open Call til Den Oversete Krop. Med to nye kunstprojekter, der nu begynder at tage form i samskabelse med unge, vil Den Oversete Krop invitere til undren og refleksion, når udstillingen åbner i 2026.

Vinder af opgaven om at skabe et "brystmøbel" er scenograf Caroline Bang Hedegaard
Caroline Bang Hedegaard vil gøre viden om kroppen sanselig og håndgribelig og vende vrangen ud på brystet med sit "brystmøbel."
Vinderne af opgaven om at samskabe et værk med elever om angst blev Amanda Kessaris og Ida Fonslet.

Hvordan ser et møbel ud, når det er inspireret af kvindebrystet og dets indre med mælkegange og fedtvæv? Og hvordan kan broderi blive et fælles sprog for unge til at tale om angst?
Det er nogle af de spørgsmål, der bliver omsat til kunst, når Science Museerne i 2026 åbner anden del af udstillingen Den Oversete Krop på Steno Museet. To kunstprojekter er nu udvalgt gennem museets Open Call. De sætter på hver deres måde fokus på nogle af kroppens oversete sider.

Mammae vender vrangen ud på brystet

Vinder af opgaven om at skabe et "brystmøbel" blev scenograf Caroline Bang Hedegaard. Hun har base i Aarhus og arbejder i krydsfeltet mellem scenekunst og tekstilkunst. Med værket Mammae vil hun gøre viden om kroppen sanselig og håndgribelig:

“Med brystmøblet ‘Mammae’ vil jeg gøre anatomisk viden til en kropslig og taktil oplevelse, der pirrer de besøgendes undren og nysgerrighed – og samtidig giver dem et sted at sidde og hvile benene.”

Møblet visualiserer kvindebrystets indre strukturer – mælkegange, lobuli og fedtvæv – ved hjælp af tekstile teknikker. For Caroline handler projektet om både fascination og nødvendighed:

“Jeg finder, at kroppens indre former er fascinerende, besynderlige og kan føles som en anden verden, vi bærer lige under huden. Viden om kroppen er afgørende for at kunne kurere sygdomme bedst muligt. Derfor er det så vigtigt, at Steno Museet med ‘Den Oversete Krop’ sætter fokus på forskning i kvindekroppen, så vi som kvinder kan få lige så god medicinsk behandling som mænd.”

Angst som fælles broderi

Vinderne af opgaven om at samskabe et værk med elever om angst blev Amanda Kessaris og Ida Fonslet. De vil arbejde med tekstile udtryksformer i samarbejde med en skoleklasse.

De fortæller, at ideen er at lade hver elev bidrage med en broderet fortolkning af angst, som til sidst samles i ét værk:

“Vi ønsker at skabe et tekstilværk i samarbejde med de unge, hvor hver elev bidrager med broderede afbildninger af angst. Det langsommelige arbejde kræver nærvær og tålmodighed, og det bløde håndværks gentagne bevægelser kan virke stress- og angstnedsættende.”

Formålet er at vise, hvordan et tabubelagt emne kan behandles både individuelt og kollektivt:

“Med sammensætningen af alle deres forskellige perspektiver, håber vi at frembringe kompleksiteten af emnet og vise de mange problematikker i angstens univers – også alt det, vi endnu ikke ved.”

Tradition for kæmpeorganer som udstillingsgreb

Det er ikke første gang Science Museerne udstiller kæmpeorganer. I øjeblikket står verdens største strikkede moderkage ved indgangen til udstillingen Den Oversete Krop. Tidligere var en livmoder, som man kunne kravle ind i en meget populær del af udstillingen Ægløsninger sammen med enorme sæd- og ægcelle-modeller.

Baggrunden for Open Call

Da Steno Museet i januar 2025 åbnede udstillingen Den Oversete Krop, blev det første skridt taget i et større udstillingsprojekt om, hvordan den biologiske kvindekrop historisk og stadig i dag er underrepræsenteret i medicinsk forskning. Den næste udstilling, som åbner i maj 2026, sker i samskabelse mellem forskere, skoleelever og kunstnere.

I den forbindelse søgte Science Museerne både en kunstner til at skabe et funktionelt "brystmøbel" til en udstillingssektion om bryster og amning, samt en kunstner eller kunstnergruppe til at facilitere en samskabende proces med udskolingselever om mental sundhed med særligt fokus på angst.

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og kurateres af Science Museerne, Aarhus Universitet sammen med en række forskere fra Aarhus Universitet.