”Det er første gang, at jeg ser Månen så tæt på”
Stil skarpt på stjernerne. Et nyt teleskop er landet på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus. Det bliver Danmarks største fungerende teleskop.
Mandag 6. november 2023 ankom et nyt teleskop til Ole Rømer Observatoriet i Kongelunden i Aarhus. Teleskopet er et spejlteleskop med en spejldiameter på 70 cm. Der er tale om en opgradering fra det gamle teleskop, som har en spejldiameter på 28 cm.
Nyt ikon for byen
Spejlets diameter er afgørende, da et større spejl samler mere lys end et mindre. Det svarer til at observere nattehimlen med et øje på 70 cm, og teleskopet bliver dermed det største fungerende teleskop i Danmark.
”Med det nye teleskop får de besøgende en endnu bedre oplevelse,” siger Bent Lorenzen, direktør for Science Museerne, Aarhus Universitet. ”Det håber vi vil være med til at øge interessen for naturvidenskab hos de besøgende i almindelighed og hos skoleklasser i særdeleshed. Derudover synes vi, at det er fantastisk, at Aarhus har fået en tilflytter og nyt ikon for byen, som kan markere sig nationalt og være det største fungerende teleskop i Danmark.”
Det nye teleskop vejer omkring 800 kg. og måtte hejses ind i observatoriet med kran gennem kuplen. Da teleskopet var sat op, lykkedes det at lave et såkaldt ”First Light”, hvilket dækker over den første visning af et astronomisk objekt. Heldigvis viste efterårsvejret sig fra sin bedste side, og det lykkedes derfor at se Månen på den skyfri blå himmel.
”Det er første gang, jeg har set Månen så tæt på. Man kunne se månekraterne aftegne sig detaljeret trods sollys. Det var helt vildt,” udbrød astrofysiker ved Science Museerne Ole Eggers Bjælde, som var en af de første til at opleve First Light, da teleskopet var sat op. ”Spejlets størrelse vil give mulighed for at se eksempelvis planeter i langt større detalje, end vi har kunnet hidtil, så vi blandt andet kan nyde synet af båndene på tværs af Jupiter eller detaljer i Saturns ringe. Det giver også mulighed for at observere fjerne galakser, stjernehobe, stjernetåger og en masse andre astronomiske objekter. Vi glæder os meget til at vise universet gennem det nye teleskop for vores gæster til januar 2024.”
Fakta
Forevisninger med det nye teleskop åbner for besøgende januar 2024. Indtil da er forevisninger uden teleskop.
For at tilgodese de besøgende sættes teleskopet op med et mindre teleskop monteret ovenpå det store. Det lille teleskop er tilkoblet til en skærm, så alle vil kunne følge med i, hvad der kigges på.
Restaurering af Ole Rømer Observatoriet og udviklingen af Scienceparken i Aarhus støttes af:
Realdania: 4,5 millioner kr.
https://realdania.dk
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond: 4 millioner kr.
https://louis-hansenfonden.dk/
Salling Fondene: 2 millioner kr.
https://sallingfondene.dk
Nordea-fonden: 2 millioner kr.
https://nordeafonden.dk
Kongelunden, Aarhus Kommune: 1 million kr.
https://kongelunden.aarhus.dk
Aarhus Universitet: 3,5 millioner kr.
https://au.dk