Meteoritter fra det indre Solsystem er landet på Science Museerne
Museumsinspektør og astronom Ole Eggers Bjælde er en glad mand. Han har fået en meget gammel gave i form af to meteoritter.
Hver dag falder mange tons af sten og støv fra Solsystemet mod Jordens atmosfære og brænder op som flotte stjerneskud – eller meteorer som de også kaldes. En lille del af dem overlever deres tur igennem atmosfæren. Dem kalder vi meteoritter.
De to nye meteoritter i vores samling på Science Museerne stammer formentlig fra en asteroide, som er blevet ramt af en stor sten, som har efterladt et krater og slynget sten og støv ud i det indre Solsystem.
Meteoritter fundet i Niger af nomader
De to meteoritter blev fundet af en gruppe nomader i det afrikanske land Niger, som fandt dem i ørkenen sammen med en del andre sten i 2019. I alt 50 kg sten, som lå og skilte sig ud fra ørkensandet. Alle stenene mindede om hinanden og var en del af samme nedslag. Meteoritter er kommet til Science Museerne via meteorekspert Jesper Grønne.
Læs mere om meteoritterne på Astronomibloggen
De to meteoritter bliver en del af formidlingen på Ole Rømer Observatoriet og kan lige nu opleves ved sommerens kulturhistoriske rundvisninger.