Nu kan du booke en overnatning i Sciencehytterne
Ud under åben himmel. Kom tæt på stjernerne. Overnat i Sciencehytterne ved Ole Rømer Observatoriet

Har I lyst til en helt særlig oplevelse på Ole Rømer Observatoriet? Science Museerne åbner nu for booking af overnatning i vores Sciencehytter neden for observatoriet for hele din klasse, forening eller gruppe. Vi krydrer aftenen med levende formidling, hvor vi sammen udforsker både observatoriet og den omkringliggende Sciencepark.
Hvad kan man opleve?
Vi tilbyder overnatning alle hverdagsaftener. En overnatning begynder kl. 17.00 eller 18.00 og slutter kl. 7.30 om morgenen på skoledage eller 8.30 på lørdage. I begynder aftenen med at gå på opdagelse i Scienceparken sammen med to af vores dygtige formidlere. Senere åbner vi observatoriets kuppel og kigger på stjerner og planeter på nattehimlen, hvis vejret tillader det. Der er mulighed for at tænde bål i det store bålfad ved hytterne. Vi har brænde og optændingsudstyr, men ikke yderligere båludstyr. Aftensmad, morgenmad og snacks medbringer I selv.