Ny udstilling i Væksthusene: Vilde Vækster
På opdagelse i planternes hemmelige liv. Torsdag 13. maj kl. 9 åbner fotoudstillingen "Vilde Vækster" i Væksthusene. Udstillingen går tæt på den diversitet og særegne skønhed, der findes i helt almindelige planter i den danske natur.
Når man studerer en plante eller blomst helt tæt på, åbner der sig en fascinerende verden. En ny udstilling i Væksthusene viser fotos taget af fotograf Jens H. Petersen, hvor man får et unikt kig ind i blomsternes hemmelige liv.
Alle billederne i udstillingen er af helt almindelige, danske planter med sære navne som hønsetarm, guldkarse og klokkeskilla. Hvert foto i udstillingen viser plantedele i meget stor forstørrelse, så hver enkelt detalje kommer i fokus, og hvor man oplever de glasklare støvfang, svulmende støvknapper, strålende pollen og bizarre hår.
Man kan finde en blomst i udstillingen, og derefter gå på jagt efter arten i haven eller i naturen. Hvis man har en lup eller app med 8-10 ganges forstørrelse - og lidt tålmodighed - vil man selv kunne opdage nogle af de plantedele, man ser på billederne. Man vil også kunne læse mere om den enkelte planter i den digitale planteguide Useeum.
Om teknikken bag billedet
Med digitaliseringen af fotografiet har man fået mulighed for at dykke langt dybere ned i de små tings verden, end det tidligere har været muligt. De udstillede billeder er lavet med en teknik, som kaldes for „focus stacking“. Ved focus stacking tager man en lang række nærfotos med små forskydninger i fokusplanet, sådan at alle dele af objektet kommer i fokus, men på hvert sit fotografi. Derefter anvender man software, der kan splejse netop de dele af serien (stacken), som er skarpe, sammen til et samlet billede. Resultatet er en næsten uendelig dybdeskarphed ved forstørrelser, hvor det tidligere kun var muligt at fange brøkdele af en millimeter på et billede.
Om fotografen Jens H. Petersen
Fotografen Jens H. Petersen er også biolog, svampespecialist og forfatter. Han har trådt sine biologiske barnesko ved Botanisk Institut, Aarhus Universitet, hvor han også har undervist i svampe. Allerede inden biologistudiet var fotografering hans store passion, og fotografiet er fulgt med hele vejen, både som fagillustration og kunst.