Science Museerne klipper navlestrengen til ny udstilling på Steno Museet

Fra moderkager til crash test dummies. Steno Museets nye udstilling 'Den Oversete Krop' sætter fokus på forskningens blinde vinkler og inviterer til refleksion.

Foto: Kasper Hornbæk

En ny og banebrydende udstilling på Steno Museet sætter fokus på en højaktuel problemstilling: Biologiske kvindekroppe har i århundreder været overset i medicinsk forskning. Hvilke konsekvenser har det for diagnoser og behandlinger? Hvordan påvirker den kønslige ulighed os i dag? Hvad betyder det, når sygdomme og organer overses i forskningen, fordi de biologisk set er forbundet med kvindekroppen?

Lektor Felicity Mae Davis, der har taget initiativ og søgt fondsmidler til udstillingsprojektet, fortæller: "Vi står med en reel udfordring: Hvorfor er mandekroppe stadig normen i medicinsk forskning? Endometriose, kvinders smerter og selv grundlæggende samtaler om prævention er blevet overset i årevis. Udstillingen ”Den Oversete Krop” giver stemme til det oversete og udfordrer os alle til at tænke i nye baner.

En samskabende udstilling i to faser

Udstillingen er planlagt til at åbne i to faser, hvor det er udstillingens første del, der åbner for publikum onsdag 22. januar 2025 kl. 9. Gennem workshops og involverende spørgsmål kan publikum være med til at forme udstillingens næste fase og sætte deres egne spørgsmål på dagsordenen. Dette arbejde skaber grundlag for en større udstilling, der åbner i 2026 med nye temaer og udstillingselementer

"Denne udstilling bliver udviklet sammen med de mennesker, den er skabt til: Vores museumsgæster, herunder i særlig grad elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser" siger Ella Paldam, formidlingschef og vicedirektør ved Science Museerne, Aarhus Universitet. "Vi tror på, at samskabelse er nøglen til at skabe en levende og relevant udstilling, hvor unge føler sig hørt og engageret. Det handler ikke kun om at vise forskning, men også om at skabe et rum for samtale og refleksion. Ved at inddrage elever i udviklingsprocessen bliver udstillingen både en fortælling om den oversete krop og en oplevelse, hvor de unges perspektiver er afspejlet."

I udstillingen vil man kunne opleve:

  • Crash test dummy-installation: Tag plads ved siden af en 3D-printet dummy i et bilsæde og reflekter over, hvordan kvinders sikkerhed overses i trafikken.
  • Præventionsvæggen: En opsigtsvækkende fremvisning af præventionsformer - 12 for kvinder og kun 2 for mænd.
  • Verdens største strikkede moderkage, en ægte moderkage og en testikel: Oplev menneskelige organer tæt på. Hvorfor forskes der langt mere i nogle organer end andre?
  • Endometriose-installation: Endometriose er sygdom, der rammer op mod 10% af kvinder, men som først for nylig er begyndt at blive taget alvorligt. Hvordan har det oversete fået konsekvenser for kvinders liv og sundhed? Patienter fortæller.
  • Den oversete moderkage. Blandt udstillingens mest markante installationer er verdens største strikkede moderkage af den australske kunstner Rebecca Vandyk-Hamilton. Den er samskabt med både australske og aarhusianske strikkere. Moderkagen er et centralt, men uudforsket organ, der forbinder alle mennesker fra begyndelsen af livet. Her stilles spørgsmålet: Hvorfor ved vi så lidt om dette livsvigtige organ, når det kan gemme på svar på alt fra graviditetskomplikationer til sygdomme i fremtidige generationer?

Bag udstillingen

Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og realiseres i samarbejde med forskere, kunstnere og unge.

Deltagere i projektgruppen:
Anne Sofie Bomholt Larsen, projektleder & koordinator, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Felicity Mae Davis, lektor, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet, Aarhus Universitet
Silke Blair Chalmers, Postdoc, Institut for Biomedicin, Aarhus Universitet
Ida Vogel, klinisk professor, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Nina Rågård, forsker, Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet
Ulrik Bak Kirk, projektleder FEMALE, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet
Christine Parsons, professor, leder af Interacting Minds Centre, Aarhus Universitet
Morten Arnika Skydsgaard, inspektør for medicinhistorie, Science Museerne, Aarhus Universitet
Susanne Sindberg Kirkfeldt, fagleder for design og marketing, Science Museerne, Aarhus Universitet
Ella Paldam, vicedirektør og formidlingschef, Science Museerne, Aarhus Universitet