Seks millioner skal styrke børns adgang til naturfag
Novo Nordisk Fonden støtter med seks millioner kroner et nyt forskningsprojekt, der skal undersøge, hvorfor der allerede tidligt i folkeskolen opstår forskelle i pigers og drenges interesse og selvtillid i naturfag – og hvordan forskellige undervisningsformer kan understøtte engagement i naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (STEM).
Projektet udspringer af et mangeårigt samarbejde mellem Interacting Minds Centre og Science Museerne ved Aarhus Universitet. Sammen med lærere og museumsundervisere vil forskergruppen udvikle læringsaktiviteter, som efterfølgende afprøves i kontrollerede eksperimenter med 7. klasser på Science Museerne.
“Vi glæder os over at kunne fortsætte samarbejdet med IMC og Karsten Olsen. Projektets innovative metode er præcis det, vi har brug for for at styrke alle børns adgang til naturfaglige læringsmiljøer,” siger Ella Paldam, vicedirektør på Science Museerne, Aarhus Universitet, og uddyber:
“Vi skal blive klogere på, hvordan vi skaber mere inkluderende læringsmiljøer i STEM på tværs af køn. Vi mener, at den bedste vej dertil er et tæt samarbejde mellem forskere, museumsformidlere, lærere – og naturligvis målgruppen selv.”
Projektet skal bidrage med ny viden om, hvordan læringsmiljøer kan gøres mere inkluderende, og hvordan undervisningsformer kan styrke elevers engagement og selvtillid i naturfag.