Tæt på publikumsrekord ved Naturens Døgn
2396 besøgende havde lyst til at hjælpe naturen til Naturens Døgn lørdag 19. maj. Det er meget tæt på at være Væksthusenes højeste besøgstal nogensinde.
Næsten 2400 besøgende lagde vejen forbi Væksthusene til Naturens Døgn. Det er 26 gæster fra at være det højeste besøgstal nogensinde, som er på 2422. Forinden havde Væksthusene varmet op til eventen med en Facebook-kampagne med de bedste ideer til, hvordan vi hver især kan hjælpe naturen.
”Der kom virkelig mange gode ideer, både på selve Naturens Døgn og op til på vores Facebook-side” siger Birgitte Bergmann, som er biolog ved Science Museerne, Aarhus Universitet, og arrangør af Naturens Døgn. ”Fra at gemme nedfaldsæbler til vinterens fuglefoder, værne om ukrudtet og plante krydderurter til at droppe sprøjtemidler, bruge kanin- og hundehår som redemateriale til fuglene og bygge insekthoteller. Og de mange små grønne indsatser nytter noget. For vi kan alle være med til at gøre en forskel. Når vi gør en indsats for at hjælpe naturen, kommer naturen tættere på os. Vi lærer mere om den og kan derfor også bedre hjælpe med til at bevare den. Det er en event som Naturens Døgn med til at sætte fokus på.”
Solen skinnede fra en skyfri himmel og stemningen var skyhøj fra morgenstunden, hvor knap 30 fugleentusiaster mødtes i den tidlige morgenstund for at kigge på fugle i Botanisk Have. Fra kl. 10 begyndte de øvrige besøgende at komme, og hele dagen summede det med aktiviteter og ideer til, hvordan man kan hjælpe vores nødlidende natur. Der var bl.a. mulighed for at bygge fuglekasser og insekthoteller, høre om kogræsserlaug og naturpleje, male naturlandskaber eller tage på et regnskovsløb.
Væksthusene holdt åbent helt til kl. 22, hvor de besøgende kunne opleve Væksthusene i tusmørket, lytte til aften-lydkulissen i Tropehuset, tage på en rundvisning med en forsker i husene eller på flagermustur i Botanisk Have med særligt udstyr.
Det samlede besøgstal for pinsen 19-21. maj var også skyhøjt. Samlet besøgte 5.233 gæster Væksthusene på de tre dage.
Samarbejdspartnere
Danmarks Naturfredningsforening • Verdens Skove • Botanisk Haves Venner • Aabrinken Kogræsser- og Naturplejeforening • Arternes Aarhus • Væksthusene og Botanisk Have, Science Museerne v. Aarhus Universitet