Ud i naturen: Planterne gør sig klar til vinter

Lige nu er hele spektret af efterårsfarver på display i den danske natur. Botanisk Have i Aarhus er næsten selvlysende af grønne, røde, gule og brune blade. Men hvorfor skifter bladene farve om efteråret? Det fortæller biolog ved Science Museerne Signe Eiserhardt om.

Dagene bliver kortere og bladene skifter farve. Planter har et kemisk system, der ved, hvornår årstiderne skifter. Om efteråret, når dagene bliver kortere og kortere, begynder de løvfældende planter at gøre klar til vinter. Planterne bruger sollys til at fotosyntetisere og danne energi.

I løbet af hele sommeren har planten dannet energi til at vokse – og lagret energi i stammen og rødderne til at overleve vinteren. I efterårets få lyse timer kan bladene ikke længere fotosyntetisere så meget, og planten begynder at fælde bladene i stedet.

Når en løvfaldende plante gør klar til vinter indsamler den alle sukkerstoffer og mineraler i bladene. Planten holder også op med at danne det grønne klorofyl, som er vigtig i fotosyntesen. Når klorofylet i bladene langsomt bliver nedbrudt, vil man begynde at se de farver, som ellers blev dækket.

De gule og røde farver fra carotenoider og anthocyanin kommer til syne. Til sidst vil de gule og røde farver dog også blive nedbrudt, og så er der kun de brune stoffer, tanninerne, tilbage. Og så er vinteren på trapperne.