Velkommen hjem, Andreas Mogensen
Den danske astronaut blev modtaget som en rockstjerne, da Experimentarium i København lagde hus til Andreas Mogensens Homecoming-event mandag 29. april. Astrofysiker Ole Eggers Bjælde og andre repræsentanter fra Science Museerne var også med som en del af Rumrejsen 2023-projektet.
Danmarks astronaut Andreas Mogensen var meget passende trukket i ESA-dragten, og en stor del af tilhørerne var også i deres fineste ESA eller NASA-tøj, da den danske astronauts hjemkomst efter et halvt år på ISS blev fejret på Eksperimentarium i København.
Med flotte baggrundsbilleder, som Andreas Mogensen havde taget fra rumstationen, fortalte han om, hvad hans næste mål var nu, hvor han var kommet hjem igen. Meget passende var et af billederne et fantastisk foto af fuldmånen, for som Andreas Mogensen sagde: ”Det gør mig i dag umådeligt glad, at vi nu endelig er på vej tilbage til Månen. Det bliver denne generations store opdagelsesrejse, der forhåbentlig vil inspirere og tiltrække unge mennesker til STEM-fagene på samme måde, som Apollo-missionerne gjorde."
Danskere på Månen?
Der udbrød store klapsalver fra publikum, da han fortsatte:
"Og så er det også utroligt spændende, at vi denne gang kommer til at se europæere med på Månen. Og måske endda danskere.”
Noget af det mest rørende ved hjemkomsten var elever fra Aurehøj Gymnasium, som sang Lyse Nætter og Rocket Man for at hylde Andreas Mogensen, mens hovedpersonen smilede fra det ene øre til det andet. Det var tydeligt, at det også rørte ham, at vi var så mange til at tage imod ham.
Til det efterfølgende arrangement for de inviterede gæster, gav en række talere, inklusiv forskere fra både DTU og AU et spændende indblik i den forskning, som Andreas Mogensens’ mission også bidrog til. Et interessant nedslag var bl.a. projektet omkring 3D-print af organer, som Andreas og hans astronautkolleger havde arbejdet på i rumstationen. Et andet var projektet omkring astronauternes søvn, som AU-professor Preben Kidmose fra Institut for Elektro- og Computerteknologi står bag.
Rummet som arbejdsplads med jord-formål
Andreas Mogensen fortalte selv om udfordringer med organdonation, og hvordan astronauternes arbejde ikke bare er til glæde for rumfart og astronauter, men potentielt til alle. Omkring søvn bemærkede han, at han nok havde sovet lige så dårligt i rummet, som han gjorde på Jorden.
Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund holdt en inspirerende tale om værdien af rumfart fra et dansk perspektiv. Det bekræftede den fornemmelse, som jeg tror vi er mange, der har: Rumfart i fremtiden bliver mere og mere vigtigt, både politisk men nok også i menneskers arbejde og hverdag med bedre og smartere løsninger på alle mulige problemer inden for klima, teknologi, byer og liv på Jorden i det hele taget.
ESAs direktør Josef Aschbacher fulgte op med en lang rosende tale til ære for Andy, som han hedder i de kredse – og bemærkede, at han havde været den første europæiske pilot på et Crew Dragon-fartøj og den længst fungerende europæiske leder af rumstationen, mens han var der.
Alt i alt en mindeværdig homecoming og kæmpe hyldest til Danmarks første - og indtil videre - eneste astronaut.