Vinterferie 2022 i Væksthusene. Planternes kærlighedsliv

I vinterferien 2022 kan du høre om, hvordan planter tiltrækker insekter og formerer sig. Lyt til spændende formidling og bliv klogere på planternes snedige sexliv.

Love is in the air. I vinterferien 2022 kan du høre om, hvordan planter tiltrækker insekter og formerer sig, bl.a. om hvordan gartnerne i Væksthusene havde held med at ”lege bi” med en vaniljeblomst. Gratis adgang.

Love is in the air. Planter skal have hjælp fra insekter eller andre dyr, ja, sågar os mennesker, når de skal formere sig. Derfor har de udviklet snedige insektfælder, særlige mønstre og forførende dufte, som selv ikke den mest stædige flue kan modstå.  

I Væksthusene i vinterferien har vi i anledning af Valentinsdag fokus på planternes kærlighedsliv. Fire gange dagligt er der spændende formidling i husene. 

Se også den smukke udstilling ”Vilde Vækster”, som kommer helt tæt på planternes hemmelige liv og viser detaljer i meget stor forstørrelse.

11.30 i Udstillingsrummet – Blomsterne og bierne.

Hvordan foregår planternes sexliv egentlig? Formidleren fortæller om blomsterplanters bestøvning.

Planter har ikke følelser som os og kan ikke blive forelskede eller være romantiske. At vi så ofte forbinder blomster med romantik, er en mennesketing. Planter har gennem evolutionen udviklet mange forskellige og helt specielle metoder til at blive bestøvet og formere sig.

Hvis en plante skal kunne sætte frø, skal den bestøves. Pollen skal flyttes fra hanblomsten til hunblomsten. Da planter ikke kan gå hen til en anden blomst, skal de have hjælp til at blive bestøvet. Det kan de få fra dyr. Særligt insekter lokkes af blomsternes farver, dufte og søde nektar. Planter, der skal bestøves af insekter, har ofte smukke, farverige og duftende blomster.

De kan også få hjælp fra vinden. De planter, der bestøves af vinden, behøver ikke at sætte flotte blomster for at lokke insekter til. Græsserne og en mange træer bestøves af vinden, fx birketræet, hvis pollen mange er allergiske overfor.

12.30 ved søen i Tropehuset – Sådan snyder man en orkidé!

Vaniljeorkideen har meget specielle blomster. Hør om, hvordan gartnerne i Væksthusene havde held med at ”lege bi” og snyde planten.

I august 2021 lykkedes det for første gang at høste en kage-klar vaniljestang i Væksthusene. Gartnerne har i mange år ”leget bier” og bestøvet vaniljeorkideens blomster vha. en pincet, og det er også flere gange lykkedes at få frugter på planterne. Men det er aldrig før lykkedes at få en færdigfermenteret vaniljestang. Normalt giver man vaniljefrugten en varmebehandling på ca. 40 grader, som skubber fermenteringsprocessen i gang. I Væksthusene har man forsøgt sig med blot at lade frugten hænge på planten i varmen og fermentere, og det er så endelig lykkedes. Vaniljeplanten i Tropehuset er fra 1966.

 

13.30 i Middelhavshuset – Figner og hvepse i samspil.

75 millioner års udvikling har betydet stor succes for både plante og insekt. Formidleren fortæller og viser frugterne af samarbejdet.

Bestøvningen af figner er en ret kompliceret affære. Figenplanten og galhvepsen har udviklet sig sammen gennem de sidste 75 millioner år. Det er et højt specialiseret samarbejde, der er opstået imellem figenblomsterne og hvepsene. Figenblomsterne, som er skjult inden i frugterne, kan kun bestøves af små hunhvepse, som omvendt kun kan klække deres æg i figenblomster, så begge arter er afhængige af hinanden for at kunne formere sig (co-evolution). Det er sandsynligvis dette samarbejde, der har ført til begge arters succes.

14.30 ved søen i Tropehuset – Åkanden skruer op for varmen.

Kæmpeåkanderne skal bruge insekter til at bestøve deres blomster, så der kommer nye frø. Så hvad gør man, hvis man mangler insekter og planten flyder rundt i en sø?

Denne slægt af kæmpeåkander er opkaldt efter den engelske Dronning Victoria. Kæmpeåkander kan have blade på op til 2 meter i diameter og bære et 2-årigt barn. Bladet viser sig først som en stor, fed knop fyldt med pigge. I løbet af få timer åbner den sig og begynder at vokse. Når bladet udvider sig, kan det skubbe andre flydende blade til side og dermed hurtigt fylde hele flodområder.

I Tropehusets dam er der ingen af de store natinsekter, der normalt bestøver blomsterne i naturen. Så i stedet eksperimenterer gartnerne med kunstig bestøvning af blomsterne. De firkantede plader, der flyder rundt i dammen, er Victoria-åkandeblomster, der er blevet kunstigt bestøvet, og derefter puttet ned i en nylonstrømpe sammen med et stykke flamingo. Lykkes bestøvningen så der dannes frø, vil de ligge inde i nylonstrømpen lige til at samle op. Uden nylonstrømpe og flamingo vil planten trække blomsten ned under vandet, og man vil aldrig kunne finde frøene igen.

I Væksthusene er det lykkedes for gartnerne at få bestøvet blomsterne og få fanget frøene, før de synker til bunds i bassinet. Frøene lægges til spiring i små akvarier og i løbet af to – tre måneder kan der være små nye åkander klar. Væksthusene har i modsætning til mange andre botaniske haver succes med at holde liv i åkanderne og kan derfor levere planter til andre haver.

Alle rundvisninger i vinterferien er gratis, og der er som altid også gratis adgang. 

Åbningstider i vinterferien i Væksthusene

Mandag-fredag kl. 9-17

Lørdage og søndage kl. 10-17.

Læs mere om Væksthusene