Verdensbilleder i renæssancen

Gennem tiderne har man haft mange forestillinger om, hvor universets centrum lå. I dag ved vi, at det slet ikke giver mening at tale om et centrum i egentlig forstand. Det er måske grunden til, at så mange mennesker betragter deres egen navle som universets "centrum".

I det gamle Grækenland mente man, at jordkuglen var universets centrum. Uden om jorden var der en række koncentriske kugleskaller eller himle, hvori solen, månen og planeterne bevægede sig rundt i cirkulære baner. Stjernerne sad ifølge de græske naturfilosoffer fast på den yderste kugleskal, og uden for den fandtes der overhovedet ingenting.

I løbet af middelalderen blev det antikke, geocentriske verdensbillede kombineret med katolsk filosofi og teologi. Det middelalderlige verdensbillede var altså en syntese af den græske naturfilosofi og den kristne livsanskuelse.

I begyndelsen af 1500-tallet blev det klart for den polske matematiker, astronom, læge, jurist og teolog m.v. Nicolaus Kopernikus (1473-1543), at det geocentriske verdensbillede ikke kunne give en tilfredsstillende beskrivelse af himmellegemernes observerede bevægelse på himlen. 

Han foreslog i stedet et heliocentrisk verdensbillede, dvs. et verdensbillede hvor jorden og de øvrige planeter kredsede om solen. Derved blev det nemt at forklare, hvorfor planeterne Merkur og Venus altid befandt sig i nærheden af solen på himlen. Ligeledes kunne de ydre planeters retrograde bevægelser (altså dette at de somme tider ser ud til at bevæge sig baglæns) forklares med, at jorden ganske enkelt overhalede dem inden om.

Det tog nogen tid inden det heliocentriske verdensbillede slog igennem. Det skyldtes bl.a. at mange ikke kunne forlige sig med tanken om at jorden ikke var universets centrum, men blot en ud af flere planeter. Men det havde også betydning, at astronomerne ikke kunne observere jordens påstående bevægelse omkring solen.

Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) var en af dem, der forsøgte af påvise jordens årlige bevægelse. Da det ikke lykkedes, forslog han et alternativt verdensbillede, som rummede både geocentriske og heliocentriske elementer. Han forestillede sig nemlig, at solen og månen kredsede om jorden, samtidig med at alle de andre planeter kredsede om solen.

Tycho Brahes elev Johannes Kepler (1571-1630) var dog overbevist om rigtigheden af det heliocentriske verdensbillede. I sin ungdom forsøgte han at forklare forholdet mellem de forskellige planeters baneradius ved hjælp af de fem regulære polyedre. Senere lykkedes det ham på grundlag af Tycho Brahes observationer af især Mars at opstille tre empiriske love, som fuldstændigt kunne beskrive planeternes bevægelse om solen.

Første lov: Planeterne bevæger sig om solen i ellipser med solen i det ene brændpunkt.

Anden lov: En tænkt linje fra en planet til solen overstryger lige store arealer i lige store tidsrum.

Tredje lov: En planets omløbstid i anden potens er proportional med dens middelafstand til solen i tredje potens.

Animationerne er lavet af Bill Drennon