Ægte vanilje

Vanilje er frugterne fra en orkidé, som vokser naturligt i Mexico og Mellemamerika. Dyrkes den andre steder, skal blomsten kunstigt bestøves.

Ægte vanilje i blomst
Ægte vanilje, Vanilla planifolia i blomst
Bestøvning af vaniljeblomst

Vanilje er en af verdens mest arbejdskrævende afgrøder, og det er verdens næstdyreste krydderi, kun overgået af safran. Vaniljens intense aroma kommer fra stoffet vanillin, som dannes under den lange vej fra grøn frugt til færdig vaniljestang.

Ægte vanilje er en klatrende tropisk orkide, der stammer fra Mellemamerika. Det er den eneste orkide, der dyrkes for frugternes skyld. Vi kender dens frugter som vaniljestænger. Kornene i vaniljestangen er orkideens ganske små frø.

Da spanierne kom til Mexico i 1500-tallet, lærte Aztekerne dem at drikke kakao tilsat vanilje, og de bragte vanilje med sig hjem til Europa.

Der blev gjort flere forsøg på at dyrke vanilje i Asien, men de slog alle fejl. Vaniljen voksede fint og blomstrede, men den satte ikke frugt. I 1836 fandt man ud af, at vanilje i Mexico og Mellemamerika bestøves af en bestemt type bi, som kun lever der. Herefter begyndte man at bestøve blomsterne kunstigt med en lille pind eller pensel. I dag findes den største produktion af vanilje i Indonesien og på Madagaskar og Réunion, hvor alle blomsterne bliver kunstigt bestøvet.

Det er en lang og besværlig proces at lave vanilje. Når blomsterne er blevet bestøvet, dannes lange, grønne frugter, frøkapsler – det vi kalder vaniljestænger. Vaniljestængerne høstes grønne og umodne, og de hverken dufter eller smager af vanilje. De skal gennem en lang proces inden, de bliver til de velduftende vaniljestænger, vi kender. Først skal frugterne skoldes og derefter pakkes ind i tæpper eller lagres i varme kasser, så de ”sveder”. Denne behandling starter en fermentering, hvor enzymer og mikroorganismer nedbryder stoffer i frugten og danner vanillin, det vigtigste smagsstof i vanilje. Det tager 6–9 måneder fra den grønne vaniljefrugt høstes til færdig vaniljestang!

I væksthusene bliver vaniljens blomster bestøvet af gartnerne.


Fakta:

  • Væksthusplacering: Tropehuset
  • Dansk navn: Ægte vanilje
  • Latinsk navn: Vanilla planifolia
  • Familie: Orkidéfamilien / Orchidaceae
  • Naturligt voksested: Mexico og Mellemamerika

Læs mere om andre planter her.