Steno Museet ligger i Universitetsparken og er en del af Science Museerne ved Aarhus Universitet. Her kan børn og voksne udforske udstillinger om naturvidenskab og medicinhistorie, opleve stjernehimlen i Planetariet og gå på opdagelse i Den medicinske urtehave.
Videnskab begynder med mennesker, der undrer sig. I vores udstillinger møder du forskere, som udfordrer deres samtids viden, og opdagelser, der ændrer vores hverdag. Du kan undersøge kropidealer gennem tiden, følge skiftende forestillinger om universet og tage stilling til de spørgsmål, forskningen rejser.
Vi forbinder historiske genstande med nutidens forskning og gæsternes egne erfaringer. Gennem udstillinger, workshops, samskabelse og rundvisninger inviterer vi skoleklasser og andre besøgende til at undersøge, afprøve og diskutere.
Den 25. marts 1994 åbnede Steno Museet i en bygning, som C.F. Møllers Tegnestue havde tegnet til formålet. Museet samlede to mindre universitetsmuseer: Medicinhistorisk Museum, som overlæge Ejner Hovesen grundlagde i 1982, og Videnskabshistorisk Museum, som professor Olaf Pedersen tog initiativ til i 1981.
Stedets historie rækker dog langt længere tilbage. I middelalderen kendte aarhusianerne området som Galgebakken, og den nærliggende gade bar tidligere navnet Galgebakkevej. I dag danner universitetets gule mursten ramme om mødet mellem videnskab og offentlighed.
Museet har navn efter den danske læge og naturvidenskabsmand Niels Stensen (1638–1686), internationalt kendt som Steno. Han udforskede både menneskekroppen og jordens historie og udfordrede etablerede forestillinger med sine observationer.
Læs mere om Niels Stensen: Hvem var Steno?
Allerede i forhallen møder du videnskaben i bevægelse. Her svinger Foucaults pendul over glaskunstner Niels Winklers kompasrose. En skjult elektromagnet holder pendulet i gang, mens det gradvist vælter små pinde og synliggør Jordens rotation.
I Planetariet fortsætter turen ud i universet. Under kuplen viser vores formidlere vej mellem stjerner og planeter og fortæller om den verden, vi er en del af.
Udenfor museet vokser Den medicinske urtehave. Haven henter inspiration fra lægen Henrik Smids urtebog “Een skøn lystig Ny Urtegaard” fra 1546 og fortæller om planternes rolle i både historisk og moderne medicin.
Her kan du møde planter, som mennesker gennem århundreder har brugt til at lindre og behandle sygdom. Mange er også giftige. De minder os om, at en plantes virkning afhænger af, hvordan og i hvilke doser vi bruger den. I forår- og sommersæson er der rundvisninger i urtehaven.
Læs mere om Den medicinske urtehave
Steno Museets arbejde fortsætter bag udstillingerne. Vi indsamler genstande, bevarer dem og undersøger de historier, de fortæller om videnskabens udvikling og betydning i Danmark, også på personniveau.
Vi dokumenterer også vores egen tid. Det gælder blandt andet genstande fra coronaepidemien og materiale fra det tidligere Patologisk Institut på Aarhus Universitetshospital. Samlingerne giver både nutidens og fremtidens forskere og museumsgæster mulighed for at undersøge, hvordan viden, behandlinger og teknologi forandrer sig.
Se Science Museernes samlinger og søg i databaserne.
Donationer fra blandt andre Aarhus Universitets Forskningsfond var med til at gøre Steno Museet til virkelighed. Siden har flere fonde støttet nye udstillinger.
Lundbeckfonden, Knud Højgaards Fond, Otto Mønsteds Fond og Stibo-Fonden har støttet udstillingen Det nysgerrige menneske. Lundbeckfonden og Povl M. Assens Fond har støttet Videnskab er lidenskab, mens Novo Nordisk Fonden har støttet Den oversete krop – blod, bryster og ulighed.