Kængurupote
Planten med blomster, der minder om små poter.
Kængurupote har farverige og opsigtsvækkende blomster. Deres facon og pelsagtige behåring leder tankerne hen på en lille pote, og da planten kommer fra Australien, er den naturligvis kommet til at hedde kængurupote.
Blomsterne tiltrækker fugle, som kommer for at drikke nektar. Når fuglen stikker næbbet ned i blomsten får den pollen på hovedet, som den kan bringe videre til den næste blomst.
Blomsterne hos de forskellige arter af kængurupote har dog en lidt forskellig facon, og derfor afsætter hver art pollen et ganske bestemt sted på fuglenes hoveder. På den måde kan mange arter bestøves af de samme fugle uden at krydse sig med hinanden.
Fakta:
- Væksthusplacering: Ikke udstillet i øjeblikket
- Dansk navn: Kængurupote
- Latinsk navn: Anigozanthos
- Familie: Blodurtfamilien / Haemodoraceae
- Naturligt voksested: Sydvestlige Australien