Kinintræ
Kinintræ, også kaldet gul kinabark (Cinchona officinalis), er et stedsegrønt træ fra Andesbjergene.
Navnet kinabarktræ lyder måske mærkeligt, fordi træet stammer fra Sydamerika og ikke fra Kina. Forklaringen er, at navnet kommer fra det sydamerikanske navn quina eller quina-quina, som blev brugt om barken fra Cinchona-træerne. Da barken kom til Europa i 1600-tallet, blev navnet efterhånden fordansket til kinabark.
Kinintræet regnes for en af verdens mest betydningsfulde lægeplanter. Træets bark indeholder en række alkaloider, blandt andet kinin, som er virkningsfuldt mod sygdommen malaria. Stoffet kinin har fået sit navn efter kinabarken og ikke omvendt.
Andesbjergenes oprindelige folk kendte barkens medicinske egenskaber længe før europæernes ankomst. I løbet af 1600-tallet blev barken eksporteret til Europa. I århundreder var bark fra kinintræer det eneste effektive middel mod malaria og reddede utallige menneskeliv over hele verden. Da det i begyndelsen af 1800-tallet lykkedes kemikere at isolere det virksomme stof kinin, blev det muligt at give mere præcise og pålidelige doser. I dag anvendes kinin stadig mod visse former for malaria, selv om det i mange tilfælde er blevet erstattet af nyere lægemidler.
Stoffets karakteristiske bitre smag kendes også fra tonicvand, som oprindeligt blev udviklet for at gøre indtagelsen af kinin mere behagelig i malariaområderne. Stoffets karakteristiske bitre smag kendes også fra tonicvand, som oprindeligt blev udviklet som en måde at indtage kinin på i de tropiske områder – og gerne blandet med gin.
Navnet
Slægten Cinchona menes at være opkaldt efter den spanske grevinde af Chinchón, som ifølge en gammel fortælling blev helbredt for feber ved hjælp af bark fra træet i Peru i 1600-tallet. Artsnavnet officinalis betyder »lægeplante« eller »anvendt i apoteker« og bruges ofte om planter med en lang medicinsk tradition.
Fakta:
- Væksthusplacering: Bjergskovshuset
- Dansk navn: Kinintræ
- Latinsk navn: Cinchona officinalis
- Familie: Krapfamilien / Rubiaceae
- Naturligt voksested: Andesbjergene i Ecuador