Kyst-banksia
Bestøves af pygmæ-opossum
Copyright Egon Krogsgaard
Kyst-banksia er en hårdfør plante, der i Australien plantes som både haveplante og vejtræ. Da den tåler stænk af havvand, plantens den ofte nær kysten.
Kyst-banksia har lysegule blomster, der sidder helt tæt samlet i en op til 15 cm høj cylinder. Blomsterne producerer nektar og besøges af både insekter, fugle og pattedyr.
Et af dem er verdens mindste pungdyr, den østlige pygmæ-opossum, der blot bliver 5-10 cm lang og vejer mindre end 50 g.
Forsøg har vist at den lille pygmæ-opossum og fugle er de vigtigste dyr for plantens bestøvning. Er de ikke til stede, sætter den kun meget få frø.
Fakta:
- Væksthusplacering: Middelhavshuset
- Dansk navn: Kyst-banksia
- Latinsk navn: Banksia integrifolia
- Familie: Proteafamilien / Proteaceae
- Naturligt voksested: Østaustralien og Tasmanien