Plumeria
Træet med de smukke hvide blomster har mange myter og ritualer knyttet til sig.
Plumeriatræets smukke hvide blomster bestøves af aftensværmere. Aftensværmerne bliver tiltrukket af blomsternes farve og tillokkende duft - men de bliver snydt, for blomsterne har ingen nektar. De har kun deres duft og udseende at lokke med.
Plumeria stammer fra Syd- og Mellemamerika, men dyrkes som prydplante overalt i troperne.
Der er mange myter og overtro knyttet til træet. I Syd- og Sydøstasien menes træet at huse ånder og demoner, mens kvinder i Polynesien bruger blomsterne til at signalere deres status med.
En blomst over højre øre betyder, at en kvinde er på udkik efter en mand, mens en blomst over venstre øre betyder, at hun er optaget.
Fakta:
- Væksthusplacering: Tropehuset
- Dansk navn: Plumeria
- Latinsk navn: Plumeria
- Familie: Singrønfamilien / Apocynaceae
- Naturligt voksested: Syd- og Mellemamerika