Spiselig kanna

En alsidig plante, der både har været brugt til mad, pynt og ammunition

Spiselig kanna (Canna indica)
Spiselig kanna - Canna indica

Spiselig kanna har mange anvendelser, og planten var tidligere en vigtig afgrøde i dele af Sydamerika. Rodknoldene er stivelsesholdige og spiselige efter tilberedning, mens bladene bruges til indpakning af majskager.

De hårde frø har været brugt til smykkekranse og anden pynt. Frøene kunne også bruges til fuglejagt, når man manglede hagl af metal. Imponerende nok kan frøene overleve at blive affyret fra et gevær og stadig være i stand til spire!

I dag dyrkes spiselig kanna som prydplante verden over på grund af sine smukke blomster. Da kanna spreder sig hurtigt, findes den forvildet i fugtige tropiske egne jorden rundt, og mange steder regnes den for en invasiv art, dvs. en art der spreder sig ukontrollabelt i naturen og udkonkurrerer den naturlige plantevækst.


Fakta:

  • Væksthusplacering: Bjergskovshuset
  • Dansk navn: Spiselig kanna
  • Latinsk navn: Canna indica
  • Familie: Kannafamilien / Cannaceae
  • Naturligt voksested: Tropisk Amerika

Læs om andre planter her.