Stinkende storkenæb
Gnider man på planten, udsender den en karakteristisk stærk lugt - deraf navnet.
Foto: Jens H. Petersen
Foto: Jens H. Petersen
Planten har fået det danske navn stinkende storkenæb, dels fordi frugterne er lange og minder om et storkenæb, og dels fordi hele planten udsender en kraftig og for nogen ubehagelig lugt, når man gnider på den.
Stinkende storkenæb har en meget effektiv måde at sprede sine frø. Når frugten er moden og tørrer ud, opbygges der spændinger i det lange næb, og det kommer til at virke som en slags katapult. Frigørelsen af frugterne er så eksplosiv, at frøene kastes flere meter væk.
Hvert frø har et lille olielegeme som myrer godt kan lide. Myrerne samler frøene op og bærer dem med sig, og på den måde sørger de for den videre spredning.
Stinkende storkenæb blomstrer fra maj til september, så der er gode chancer for at se de farverige blomster og snuse til den, når man går en tur i skoven.
Faktaboks:
- Væksthusplacering: Udstillingen “Vilde Vækster”
- Dansk navn: Stinkende storkenæb
- Latinsk navn: Geranium robertianum
- Familie: Storkenæbfamilien / Geraniaceae
- Naturligt voksested: Skove på muldbund og strandbredder