Tornet trækaktus
- forfaderen til de mere velkendte bladløse kaktus.
Trækaktus ligner ved første øjekast ikke en kaktus, men et almindeligt træ. Det skyldes, at den som en af de eneste kaktus har beholdt bladene.
Kigger man godt efter på stammen, kan man se, at de mange torne sidder sammen i bundter på små puder, præcis som hos de bladløse kaktus. Blomsterne ligner også blomsterne hos andre kaktus.
Man anser trækaktus for at være en primitiv type af kaktus. De første kaktus der opstod i de tørre regioner med evner til at modstå tørke og vandmangel, mindede om dem. De mere velkendte bladløse kaktusser har alle udviklet sig fra en forfader til trækaktus. Trækaktus har beholdt de tidlige træk, såsom bark og blade.
Faktaboks:
- Placering i Væksthusene: Ørkenhuset
- Dansk navn: Tornet trækaktus
- Latinsk navn: Pereskia horrida
- Familie: Kaktusfamilien / Cactaceae
- Naturligt voksested: Peru