Stjernehimlen i august
Perseiderne, Mars, Saturn og Cassiopeia. August måned byder på masser af spændende astronomi og stjerneoplevelser.
August måned starter med en fuldmåne 3. august. Kort efter har vi ikke længere de lyse nætter, og så er det med at gå ud og kikke op på nattehimlen.
En af de største meteorsværme Perseiderne topper mellem 12. og 13. august med op til 150 stjerneskud i timen. En stjerneskudssværm er resterne fra en komet, som har gæstet solsystemet, og Perseiderne er rester fra kometen Swift-Tuttle. Månen er næsten ny, og de lyse nætter er der ikke mere for i år, så hvis vejret er til det, så er det værd at gå ud og kikke mod stjernebilledet Perseus.
Der er også mange synlige planeter i august. Den røde planet Mars kan ses stå op i øst fra midnat, og de to store gasgiganter Jupiter og Saturn står tæt på hinanden fra solnedgang og det meste af natten. Den klare planet Venus vil stå op midt på natten imod øst og være synlig på morgenhimlen. Populært kaldes det en ”morgenstjerne”, selvom det er en planet.
Stjernebilledet Cassiopeia med sit velkendte ”W” vil stå højt på himlen omkring zenit og Karlsvognen vil ses mod nord. Under Cassiopeia i sydlig retning vil man kunne finde vores nærmeste spiralgalakse ”Andromedagalaksen”. Men du skal stille dig et mørkt sted, lade dine øjne vænne sig til mørket og se efter noget, der ligner en tot vat! Hvis du vil vide mere om stjernehimlen, astronomi og stjernebillederne i efteråret, så besøg planetariet i weekenden kl. 12 og kl. 14.