Farvel til de to gasgiganter
De to gasgiganter i vores solsystem Jupiter og Saturn har haft en smuk dans det seneste stykke tid. Det kulminerede 21. december. Nu forsvinder de fra hinanden igen.
Jupiter og Saturn er på himlen om dagen. Men her overstråler Solens lys dem, så man ikke kan se de to planeter. Lige ved solnedgang forsvinder de sammen med Solen under horisonten mod sydvest.
Men snart er Jupiter og Saturn synlige på himlen igen - dog kun et syn for de morgenfriske! I marts kan man igen få øje på dem, hvis man retter blikket mod sydøst en times tid før solopgang og netop i den retning, hvor Solen vil stå op.
Men der er andre ting, der er værd at kigge efter på aftenhimlen, nemlig den flotte røde planet Mars. Den er synlig fra solnedgang og indtil midnat. Om morgenen vil Venus stå klart en times tid før solopgang, men kun til månedens udgang.
Godt stjernevejr er klart vejr med en skyfri nattehimmel uden fuldmåne. Fuldmånen kommer igen 28. januar og den er i sig selv et flot syn. Men lyset fra fuldmånen kan gøre det vanskeligere at se de svage objekter på nattehimlen.
Følg med i Månens faser på appen ”Moon Face”.
Se også indlægget om Saturn og Jupiter her på astronomibloggen.dk