BOOK SCIENCEHYTTER

Overnat i Sciencehytterne ved Ole Rømer Observatoriet 

Har I lyst til en helt særlig oplevelse på Ole Rømer Observatoriet? Science Museerne åbner nu for booking af overnatning i vores Sciencehytter neden for observatoriet for hele din klasse, forening eller gruppe. Vi krydrer aftenen med levende formidling, hvor vi sammen udforsker både observatoriet og den omkringliggende Sciencepark.

Vi tilbyder overnatning alle hverdagsaftener. En overnatning  begynder kl. 17.00 eller 18.00 og slutter kl. 7.30 om morgenen på skoledage eller 8.30 på lørdage. I begynder aftenen med at gå på opdagelse i Scienceparken sammen med en af vores dygtige formidlere. Senere åbner vi observatoriets kuppel og kigger på stjerner og planeter på nattehimlen, hvis vejret tillader det. Der er mulighed for at tænde bål i det store bålfad ved hytterne. Vi har brænde og optændingsudstyr, men ikke yderligere båludstyr. Aftensmad, morgenmad og snacks medbringer I selv.

Sciencehytterne er alle i to etager med kig ud igennem de runde vinduer. Vi har fire elevhytter med syv pladser i hver. Der er handicapadgang til underetagen i den ene af hytterne. Derudover har vi én hytte med tre pladser til medfølgende voksne. I denne hytte er der køkkenområde med en vask og to toiletter. Alle hytter har elektricitet i form af lamper og enkelte 230 V-stik. Hytterne er ikke opvarmede, og der er ikke madrasser eller underlag. 

Den samlede pris for en overnatning inklusive formidling og stjerneforevisning er 4.800 kroner, mandag-fredag, og 5.000 kr., fredag-lørdag.

For booking eller spørgsmål skriv til os på sm@au.dk, eller ring på telefon 87 15 54 15 tirsdag-fredag, kl. 10.00-14.00. Vær opmærksom på, at overnatninger skal bestilles mindst to måneder før besøget.