Book en forevisning på Ole Rømer-Observatoriet

Vintertid er stjernetid. På observatoriet kan du blive klogere på astronomi og få en spændende oplevelse.

Ole Rømer-Observatoriet er kun åbent i de mørke måneder. Der er forevisning cirka 15 aftener om måneden.

Aftenen starter i observatoriets mødelokale, hvor foreviseren giver jer en kort introduktion til astronomi og observatoriets historie.

Hvis vejret er klart, bruger vi mest tid på at kikke i de to moderne 11” teleskoper i observatoriets store kuppel. Vi går måske udenfor for at se nogle af stjernebillederne eller for at finde en planet, hvis den står så lavt, at teleskoperne ikke kan få øje på den. Husk varmt tøj og fodtøj.

Hvis der er skyer på himlen, vil foreviseren fortælle om både moderne og gammel astronomi og vise flotte billeder fra fx Hubble-rumteleskopet og snakker om sol- og måneformørkelser, kometer, meteorer og meteoritter, liv på Mars og andre steder, UFOer, rum- og tidsrejser, stjerners fødsel, liv og død, supernova-eksplosioner eller sorte huller. Emnerne er utallige, og vi svarer gerne på spørgsmål.

Læs mere og book en forevisning.