Chance for stjerneskud på nattehimlen
Stjerneskudssværmen Draconiderne topper i aften. Man skal dog ikke skrue forventningerne alt for højt op.
I aften onsdag 7. oktober topper den årlige meteor-regn kendt som Draconiderne. Tidligere kendtes den også under navnet Giaconiderne efter Michel Giacobini, som var opdageren af den komet, der forårsager meteor-regnen.
Sit nuværende navn har Draconiderne fået, da dens radiant - det punkt, hvor stjerneskuddene ser ud til at komme fra - ligger i stjernebilledet Dragen.