Corona-udstilling åbner på Steno Museet

Som et af de første museer åbner Science Museerne i sommerferien en udstilling om, hvordan det er at være barn og ung under corona-krisen. 45 børnetegninger er et af de væsentlige omdrejningspunkter.

25.06.2020 | Trine Bjerre Mikkelsen

45 børn har tegnet, hvordan de har oplevet corona-krisen. Alle tegningerne kan ses i pop-up udstilling "Corona med unge øjne".

”Den er glad, fordi den ikke er farlig for børn. Den har hugtænder, fordi den er farlig for oldemor.”

Iben, 6 år, der har tegnet en coronavirus. 

For mindre end 5 måneder siden stod hele verden midt i en historisk begivenhed. En smitsom pandemi brød ud og fik turistattraktioner og storbyer til at lukke i hobetal. I Danmark var der daglige pressemøder fra statsministeriet, lukning af skoler og grænser og mange ansatte arbejdede pludselig fra hjemmekontoret. Der indførtes nye regler for håndvask, køkultur og for hvor tæt mennesker måtte være på hinanden. 

Pop-up med unge øjne

Men hvordan ser corona-krisen ud fra børnenes perspektiv? Det giver børn og unge deres bud på gennem tegninger, film, genstande og dagbogsnotater i en ny pop-up-udstilling på Steno Museet.

Udstillingen er bygget op omkring 45 tegninger, som børn i alderen 1-12 år har tegnet, som er skabt til en tegnekonkurrence i Politiken. Dagbøger og forskellige genstande som natbukser og strikkepinde fra en 8. klasse fortæller om, hvordan det føltes at være en del af en verdensomspændende krise. Samtidig formidler fem af tegnerne deres oplevelser via ét af de mest brugte digitale medier under corona-krisen, nemlig zoom.

I udstillingen inviteres gæsterne også til at tegne, bl.a. med den populære StineStregen, og give deres perspektiv på en unik og mærkelig tid.

Pop-up-udstillingen ”Børn med unge øjne” åbner llørdag 27. 6 kl. 10 og er en del af Science Museernes ferieaktiviteter ”"Rejs med Science Museerne i sommerferien"

Læs mere om udstillingen "Corona set med unge øjne"

Åbningstider i sommerferien

Lørdag 27. juni-9. august 2020. Alle dage kl. 10-16.

Mandag lukket.

Gratis entre u. 18 år. Voksne 30 kr. 

Forestillinger i Planetariet kl. 12 og 14. 

Guided tours tirsdage og torsdage kl. 13 og 14. 

Pris Guided tours og planetarieforestillinger 30 kr. for alle. 

Steno Museet