De lyse nætter og stjernekiggeri

De lyse nætter begynder 4. maj og varer indtil 10. august. De lyse nætter er et fænomen, hvor Solen ikke kommer ret langt ned under horisonten, og man vil opleve tusmørke hele natten. Derfor vil man ikke kunne se ret mange stjerner eller nogle af de andre himmelfænomener, men det er dog værd at gå ud og kigge op.

De lyse nætter forekommer nord for München og jo længere nordpå, vi kommer, jo kortere er nætterne, indtil vi kan opleve midnatssol helt mod nord.

Sommertrekanten

Hele sommeren vil man se tre klare stjerner som danner Sommertrekanten. Det er ikke et stjernebillede i sig selv men består af tre klare stjerner i tre forskellige stjernebilleder: stjernen Deneb i Svanens hale, Vega i Lyren og nederst mod horisonten stjernen Altair i Ørnen. De står mod syd, og man vil kunne ane Karlsvognen i nordlig retning.

Solformørkelse 12. august

Når det er fuldmåne, vil lyset fra den gøre det endnu sværere at se stjerner,. I sommerperioden er der fuldmåne 31. maj, 30. juni og 29. juli. Kort efter at de lyse nætter slutter, nemlig 12. august. vil vi i Danmark kunne opleve en delvis solformørkelse, hvor mere end 80 % af solskiven vil blive dækket af Månen. 

Det sker om aftenen, så man skal finde en vestvendt horisont og huske at beskytte øjnene med solformørkelsesbriller. På Science Museerne afholder vi et særligt forbered dig til solformørkelsen-event 29. juli. 

Venus står klart

Der er også planeter at se på trods af de lyse nætter. Hvis du kigger i retningen, hvor Solen er gået ned, vil du kunne få øje på den klare planet Venus et par timer efter solnedgang, indtil den også forsvinder under horisonten. Venus er det 3. klareste objekt på himlen: Solen lyser klarest, dernæst fuldmånen, og så kommer Venus som en fin nummer 3. Fra midten af juni vil man kunne se planeterne Mars og Saturn dukker op midt på natten i samme retning, som Solen vil kommer op over horisonten ved daggry. Mars kan kendes på sin rødlige farve og Saturn vil kunne ses som en klar lysende plet.

Eta Aguariderne 5.-6. maj

Det er muligt at opleve en stjerneskudssværm, netop når de lyse nætter begynder nemlig Eta Aquariderne. En stjerneskudssværm sker, når Jorden i sin bane rundt om Solen krydser et gammelt kometspor. Så vil der være ekstra meget støv, som brænder op i Jordens atmosfære, og man vil se flere stjerneskud end normalt de 6 i timen. Man vil kunne opleve flere stjerneskud allerede fra 19. april, og Eta Aquariderne topper 5.-6. maj med op til 50 stjerneskud i timen.

Den næste stjerneskudssværm Orioniderne topper lige efter, at de lyse nætter er slut nemlig 12.-13. august. Her kan der komme op til 100 stjerneskud i timen.

God fornøjelse med stjernekiggeriet i de lyse nætter.