De vilde robotter indtager Steno Museet i efterårsferien
Gæsterne strømmer ind på Steno Museet i efterårsferien og styrer vilde robotter, bygger kuglebaner og laver små eksperimenter. Torsdag 20.10 kl. 12 og 12.30 kommer special guest star robothunden Bella desuden forbi og laver hundekunster.
En snegl er måske ikke det, de fleste forbinder med et spændende dyr. Men det kan det blive, når man ser på den i et mikroskop. Og der bliver kigget på snegle, mudder og vandprøver fra Unisøen i mikroskoperne på Steno Museet i efterårsferien, hvor gæsterne står i kø for at komme ind og derefter bliver i timevis. Det er også et kæmpehit at føre de vilde robotter sikkert igennem minigolfbanen, ligesom hele familien kan bygge mere eller mindre komplicerede kuglebaner eller DNA-dyr af skumfiduser.
Robothund laver hundekunster
Torsdag 20.10 får Steno Museet desuden en ganske særlig gæst på besøg, når robothunden Bella kommer forbi. Bella er en firbenet robot, der elsker at lave hundekunster og optræde foran et publikum. Bella kommer med sin “robothundetræner”, Hans Klysner – og sammen vil de lave et show, hvor Bella viser, hvad en ægte robothund kan lave af cirkustricks.
Efter showet kan gæsterne tage billeder sammen med Bella og få en snak med Bellas “robothundepasser” Jesper Askov Bonde Petersen fra IKT, Aarhus Kommune.
Der afholdes to opvisninger torsdag 20. oktober 2022.
1. show kl. 12.00
2. show kl. 12.30
Showet er gratis, når entréen er betalt.
Læs mere om
ITK, Aarhus Kommune: https://itk.aarhus.dk/
Hans Klysner, Robotworkshop: https://robotworkshop.dk/
Vilde robotter i Planetariet
Fra torsdag skrues der yderligere op for robotterne på Steno Museet. I Planetariet fortæller Ole Caprani, Associate Professor, Computer Science, Aarhus Universitet om vilde robotter, der svejser biler, samler møbler, maler cykler, støvsuger, slår græs og hjælper læger med at operere. Kom og se videoer af de vildeste robotter og hør, hvorfor robotter har svært ved at komme ketchup på en hotdog.
Torsdag 20.10 kl. 14
Fredag 21.10- søndag 23.10 kl. 12 og 14.
Gratis, når entréen er betalt.