Hele to kometer måske synlige på nattehimlen
Ikke en, men hele to kometer kan gøre en fin entré på himlen i de kommende uger fra i aften lørdag 12.10, fortæller astrofysiker ved Science Museerne Ole Eggers Bjælde.
Kometen C/2023 A3 Tsuchinshan-ATLAS er netop nu på vej rundt om Solen, men vil i dagene fra den 12. oktober og frem være at se lavt på himlen mod sydvest efter solnedgang. Om kometen bliver synlig med det blotte øje afhænger af Solens påvirkning og er derfor svær at forudsige. Halen forventes at kunne blive længere end godt seks fuldmåner.
Hold øje med øst
Kometen C/2024 S1 ATLAS er ligeledes på vej ind i det indre solsystem og kan forhåbentlig ses om morgenen mod slutningen af måneden. Hvis ikke Solens opvarmning får kometen til at gå for meget i stykker, vil den kunne blive lige så klar som planeten Venus. Det bedste tidspunkt at se kometen vil være i en østlig retning før solopgang. Husk at passe på Solens stråler, som kan gøre meget skade på øjnene – især gennem en kikkert.
📸Billedet af kometen er taget den 19. september 2024 af ISS Crew Earth Observations Facility og Earth Science and Remote Sensing Unit, Johnson Space Center. Billedet blev taget af medlemmer af Expedition 71-besætningen.
Tekstcredit: https://www.kristeligt-dagblad.dk/bagsiden/kan-du-binde-syvstjernens-baand